Feriekaos: Fly-ansatte strejker

Uenighed om løn betyder, at de ansatte i en række Lufthansa-ejede flyselskaber strejker søndag.

Udgivet Opdateret

Det store tyske luftfartselskab Lufthansa er søndag ramt af en strejke hos dele af sit kabinepersonale. Det skriver flere nyhedsbureauer – deriblandt Reuters.

Strejken rammer ikke Lufthansa, men datterselskaberne Germanwings, Eurowings, Lufthansa City Line og Sunexpress.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa rammer strejken 60.000 passagerer og over 300 afgange i Tyskland.

– I øjeblikket er halvdelen af Eurowings afgange berørt. Derudover er flere afgange aflyst, sige ren talsmand for Eurowings til dpa.

Strejken skulle til en start være foregået fra klokken fem til 11 søndag morgen og formiddag. Men i sidste øjeblik blev den udvidet til at vare hele dagen frem til midnat.

En større strejke, der også ville omfatte selve Lufthansa, blev aflyst fredag, da selskabet tilbød sine ansatte en lønstigning på to procent.

Uenigheder omkring forholdene for personalet i de mindre datterselskaber har dog betydet, at der strejkes.

Strejken er organiseret af den tyske fagforening for kabinepersonale, UFO.

Fagforeningen og Lufthansa er i en bitter konflikt. Flyselskabet mener, at fagforeningen ikke har juridisk ret til at forhandle på medlemmernes vegne.

Powered by Labrador CMS