Fire personer er ramt af skud ved spillested i Oslo

En mistænkt er anholdt og en pistol er fundet i forbindelse med skyderi ved et spillested i Oslo.

Skyderiet fandt sted ved spillestedet Blå i det centrale Oslo. Foto: Google Maps
Udgivet Opdateret

Fire personer er blevet såret af skud på spillestedet Blå i Oslo natten til søndag, oplyser det norske politi ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Politiet har foreløbig anholdt en enkelt person i forbindelse med hændelsen.

– Den anholdte er en mand i 20’erne, som var i besiddelse af et skydevåben. For nuværende tror vi, at han er eneste gerningsmand. Vi føler, at vi har styr på situationen, siger efterforskningsleder Tor Grøttum fra Oslo politidistrikt til NTB.

Hun oplyser også, at manden er kendt af politiet.

Det er muligt, at manden affyrede skud, fordi han blev smidt ud fra stedet. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

– Denne oplysning kommer fra vidner på stedet, som var til stede under hændelsen. Manden sidder nu i arresten og vil blive afhørt søndag, siger operationsleder André Kråkenes til VG.

Skød uden for spillested

En journalist fra avisen Aftenposten beretter fra gerningsstedet, at den mistænkte blev lagt i håndjern af svært bevæbnet politi, da han forsøgte at komme fra stedet i en taxi. Under aktionen blev han frataget en pistol.

Den amerikanske rapper Kool G Rap spillede på stedet lørdag aften, men det er uvist, om skuddene faldt i forbindelse med hans koncert.

VG meddeler, at skuddene menes at være affyret uden for selve spillestedet.

Tilstanden hos de fire, der er blevet ramt af skud, kendes endnu ikke. Alle er mænd. Tre af mændene er i 20’erne, mens den fjerde er i 30’erne. To af de ramte er ifølge VG dørvagter fra spillestedet.

Indsatsleder Hanne Nordve siger til NTB, at der er affyret op mod otte skud i alt.

Folk i panik

Et vidne fortæller til VG, at manden pludselig tog en pistol frem og begyndte at affyre skud uden noget forvarsel.

– Folk i området gik i panik. Folk begyndte at løbe, mens andre frøs fuldstændigt, fortæller vidnet.

Vidnet fortæller, at flere personer var i skænderi med dørvagterne lige op til skyderiet.

Powered by Labrador CMS