Flere klager over droner: Nu kommer der krav om »kørekort«

Trafikstyrelsen foreslår, at man skal tage et »kørekort« for at få lov til at flyve erhvervsmæssigt med droner.

Foto: CHARLES PLATIAU/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Trafikstyrelsen foreslår, at man skal tage et »kørekort« for at få lov til at flyve erhvervsmæssigt med droner.

Trafikstyrelsen er på vej med et kørekort til at flyve erhvervsmæssigt med droner for at dæmme op for et stigende problem med ulovlig flyvning, skriver metroxpress.

Bare de sidste to år har Trafikstyrelsen haft 27 sager med folk, der har fløjet ulovligt med droner.

Droner falder i pris, og flere butikker reklamerer med dem som julegaveide.

– Udbredelsen af droner er stærkt stigende, og som noget nyt flyver de også inde i byerne, både lovligt og ulovligt. Vi ser en begyndende tendens til klager over en række droneflyvninger, hvor reglerne ikke er overholdt, siger pressechef i Trafikstyrelsen Søren Kragh Pedersen.

Krav på vej

Han påpeger, at styrelsen er på vej med krav om nummerplader på droner og dronekørekort for at flyve i byerne. Politiet har allerede oplevet pushere, der bruger droner til at overvåge politiet. I en ny rapport fra Rigspolitiet advarer de om, at droner kan bruges til stalking, smugling og »anvendelse af droner som våben«.

Projektchef Lars Michael Larsen i brancheforeningen UAS Danmark, siger:

»Når man tænker på, at 5-10.000 danskere måske i dag flyver med droner, så synes jeg ikke, det her tal er voldsomt. Vi synes, det er fornuftigt, at der nu kommer et kørekort for folk, der flyver erhvervsmæssigt,« siger han.

Udspillet for Trafikstyrelsen til et dronebevis lyder, at man skal gennemføre 15 timers teori og flyvning.

BNB

Powered by Labrador CMS