Flere kollegier har corona-smittede

Cirka fem procent af beboerne på de københavnske kollegier er testet positive eller har symptomer på coronavirus, lyder en forstanders vurdering.

Syv-otte procent af beboerne på 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg er smittet eller har symptomer på coronavirus. Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

På landets kollegier, hvor beboerne bor tæt og ofte deler både bad og køkken, har man indført en række ekstraordinære foranstaltninger for at håndtere corona-krisen.

Det skriver Magisterbladet.

Artiklen fortsætter under videoen

Hovedparten af kollegierne har studerende, der enten er testet positive eller har symptomer på Covid-19.

Det kom frem tirsdag på en videokonference med deltagelse af kollegiernes forstandere i hovedstadsområdet, skriver Magisterbladet.

Ekstra ind på rengøringen

Ifølge John Edelsgaard Andersen, der er forstander på 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg, drejer det sig om cirka fem procent af beboerne på Københavns kollegier og syv-otte procent på 4. Maj Kollegiet.

– Vi tager det selvfølgelig dybt alvorligt i og med, at de unge bor så tæt og dermed også hurtigere kan sprede smitten. Vi har sat ekstra ind på rengøringen, droppet alle madklubber og sikret os, at særlige brusekabiner og toiletter i særlige tidsrum er til rådighed for beboere med symptomer, fortæller John Edelsgaard Andersen til Magisterbladet.

Ingen gæster

Det har været forholdsvis enkelt at forbyde gæster, kærestebesøg og komsammener med beer-pong. Til gengæld kommer der løbende nye problematikker til, som kollegierne skal håndtere.

– Vi har blandt andet en studerende, der lige er kommet hjem fra udlandsophold i USA og skal i karantæne. Hvis han ikke finder et andet sted at bo, skal vi finde en måde at sikre, at han får mad i karantæneperioden og ikke kommer i kontakt med andre, siger eforen på Frederiksberg.

Steppet op

Mai Langkilde er beboer på 4. Maj Kollegiet og næstformand i alumnerådet. Hun har haft en del mere at se til, siden corona-krisen tog fart, for med så mange studerende under samme tag har det været vigtigt, at forholdsreglerne blev fulgt i takt med at de blev indført.

– Vi har steppet op på både afspritningen, køkkenhygiejnen og den generelle rengøring. Vi har også lavet systemer, så ikke alle fx går i køkkenerne på samme tid, forklarer Mai Langkilde.

Tre med symptomer

Tre beboere på 4. Maj Kollegiet har haft symptomer og én er stadig i karantæne på kollegiet.

– Vi laver mad og anretter i portioner på engangsservice uden for hans dør. Bagefter skal han smide resterne i en sort affaldssæk, for vi kan ikke løbe an på at vaske op i hånden. Det er drøjt at være spærret inde på et mindre værelse i så lang tid, men heldigvis er han i bedring, fortæller Mai Langkilde.

Fastelavn aflyst

Den traditionelle fastelavnsfest er aflyst på kollegiet, og årets største fest – gallaen, der markerer befrielsesdagen den 4. maj – hænger i en tynd tråd. Til gengæld blev der tændt op med levende lys i kollegiets have en aften, og beboerne blev inviteret til fællessang.

– Der blev spillet sømandsviser på banjo og harmonika og vi sang fra balkoner og vinduer i behørig afstand fra hinanden. Det var faktisk ret stemningsfuldt og sjovt og et lille lys i mørket i en meget alvorlig tid, siger Mai Langkilde.

Powered by Labrador CMS