Flere udlændinge er blandt de dræbte i Nice

To tyske elever og deres lærer er sammen med amerikanere, tunesere og algeriere blandt dødsofrene i Nice.

Fransk politi er i gang med undersøgelser af den lastbil, der pløjede ind i de mange mennesker, der var samlet torsdag aften i Nice for at se fyrværkeri på den franske nationaldag. Foto: Jean-pierre Amet/Reuters
Udgivet Opdateret

Adskillige udlændinge er blandt de dræbte, som myndighederne har fået identificeret efter angrebet i Nice torsdag aften.

Oplysningen bekræftes af den franske præsident, François Hollande, som fredag eftermiddag besøgte et hospital i Nice.

50 personer i livsfare

50 mennesker svæver fortsat mellem liv og død efter angrebet, siger præsidenten. Adskillige børn er blandt de dræbte.

– Netop nu er 84 mennesker døde og omkring 50 i kritisk tilstand mellem liv og død, siger Hollande.

– Der er franskmænd blandt ofrene og også mange udlændinge fra alle kontinenter samt mange børn, små børn, siger præsidenten i en udtalelse fra hospitalet i Nice.

Ifølge anklageren i Paris er ti børn og teenagere blandt de 84 omkomne.

Gymnasieelever og lærer blandt de dræbte

To gymnasieelever og deres lærer fra Tyskland er nogle af de udenlandske ofre, der er identificeret, oplyser det franske udenrigsministerium ifølge tv-stationen iTele.

To amerikanere er ligeledes dræbt, bekræfter USA’s udenrigsministerium.

Mindst tre tunesere og tre algeriere er også blandt de 84 dræbte. Blandt dem er en tunesisk mor, hvis fireårige søn fortsat er savnet, oplyser Tunesiens udenrigsministerium.

To børn fra Algeriet dræbt

To børn fra Algeriet blev dræbt i angrebet, meddeler Algeriets udenrigsministerium, og det samme gjorde en 70-årig kvinde fra Algeriet, der var på besøg hos sin datter i Nice.

Desuden er det bekræftet, at der er en schweizer, en russer, en armenier og en ukrainer blandt ofrene. Det meddeler udenrigsministerierne i deres respektive hjemlande ifølge iTele.

Mange af ofrene er endnu ikke identificeret. Da solen stod op over Nice fredag morgen, lå mange af de omkomne stadig tildækket på det sted, hvor lastbilen havde pløjet ind i menneskemængden.

Udenrigsministeriet i Belgien oplyser, at man fortsat mangler livstegn fra omkring 20 belgiske statsborgere, som menes at opholde sig i Nice.

Et stort antal er såret, heriblandt mindst én brite og to rumænere, oplyste myndigheder i henholdsvis London og Bukarest tidligere på dagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS