Flere vacciner eller Danmark lukker

Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi have flere til at få vaccinen, siger sundhedsminister Heunicke

- En kæmpe appel fra mig: Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi altså have flere til at lade sig vaccinere, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- En kæmpe appel fra mig: Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi altså have flere til at lade sig vaccinere, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Udgivet Opdateret

Det er nødvendigt, at flere lader sig vaccinere, hvis det åbne samfund skal opretholdes.

Det er meldingen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag, mens antallet af indlagte med coronavirus nærmer sig 200.

- En kæmpe appel fra mig: Hvis vi skal holde Danmark åbent, så skal vi altså have flere til at få vaccinen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Billedet er det samme over hele Europa. Tallene stiger. I Danmark er kontakttallet ifølge 1,2, hvilket dog skal tages med en vis usikkerhed.

Smittet henover vinteren

Et kontakttal på 1,2 betyder, at ti personer smitter 12 andre. Altså at smitten øges.

- Vi vidste, at der ville komme en stigning i dette efterår. Men det er ingen hemmelighed, at den stigning er kommet temmelig hurtigt allerede her i oktober måned, siger sundhedsministeren.

Er man ikke vaccineret, vil man med "al sandsynlighed" blive smittet hen over vinteren, siger Heunicke.

- Vi følger det meget tæt. Vi har sagt hele tiden, at vi vil ikke tøve med at sætte ind, hvis der skulle blive behov for det. Vi har et helt åbent samfund, og vi har en meget, meget stor opbakning fra befolkningen til at lade sig vaccinere. Nu er der behov for, at vi får flere med, siger Magnus Heunicke.

Kun i oktober

Smitten er særligt høj i visse kommuner i landet. Det drejer sig blandt andet om Tingbjerg og Ishøj, der begge ligger vest for København.

I de områder har myndighederne ifølge ministeren blandt andet oversat informationer om coronavirus til andre sprog.

- Det er ganske få procent mere, som vi skal have vaccineret, for at det får en meget stor effekt på at få knækket smittekæderne, siger Heunicke og henviser til undersøgelser.

Det stigende antal corona-indlagte kan blive et pres på sygehusene, da der samtidig forventes en stigning i indlagte med andre luftvejssygdomme.

- Vi er kun i oktober måned. Det vil sige, at vi står foran vintersæsonen, så kan det blive en meget hård sæson for vores sygehuse, siger Heunicke.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS