Flest kæledyr dør i påsken: Sådan undgår du det

Der er ting, du absolut ikke må give din hund. Og kat.

Udgivet Opdateret

Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at påsken er det tidspunkt på året, hvor flest hunde dør af forgiftning.

Også kattene er udsatte, da de ofte spiser af påskens blomster og dekorationer.

Påsken er altså blandt de højtider, hvor der er særlig grund til at holde øje med, hvad Fido og Felix putter i munden.

I galleriet over artiklen kan du se, hvad du – eller dit kæledyr – skal undgå. 

Det kan være fristende at give hunde og katte godbidder fra påske-buffeten, men det er misforstået dyrevenlighed, da maden kan være direkte giftig for især hundene.

Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at påsken er højsæson for forgiftninger med døden til følge hvert år, og mange katte kommer også galt afsted, fordi de spiser ting, de ikke kan tåle.

Informer gæsterne

De fleste hundeejere ved godt, at hunde ikke kan tåle chokolade, men meget andet menneskemad er også skadeligt for hunden, forklarer Tine Antvorskov, direktør hos Agria Dyreforsikring.

Desuden er det ikke nok at vide selv, hvad hunden ikke må spise, man skal også fortælle sine gæster til påskefrokosten, at de skal være varsomme med godbidderne:

– Giv hunden eget påskeæg med tyggeben og hundevenlige godbidder, og sørg for at fortælle gæsterne, at hunde ikke tåler påskemad og slik. Salt mad og fedt kan forårsage mavesmerter, og chokolade kan være direkte dødbringende, siger Tine Antvorskov.

Powered by Labrador CMS