Flødesalget fordobles i december

Foto: Arla Foods
Udgivet Opdateret

Der bliver ikke sparet på kalorierne, når danskerne kokkerer i den glade juletid. I hvert fald ikke på de kalorier, der kommer fra den fede piskefløde.

Danskerne køber nemlig dobbelt så meget piskefløde i december som i en normal måned, og det forventes, at danskerne i løbet af årets julemåned vil lægge 3,2 millioner liter piskefløde i indkøbsposerne. Det viser en ny forbrugerundersøgelse fra Arla.

Mejerigigantens salgstal fra de seneste tre år bakker op om undersøgelsens tendens og fastslår, at fløden er en fast del af vores højtider og madkultur.

»Julen er meget traditionsbunden, og der er nogle ting, som bare hører med til julen. Det er ikke kun juletræer og gaver. Det er i høj grad også mad, og i mange af de traditionelle retter indgår piskefløde,« siger Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken.

»Vi sælger mere piskefløde tre gange om året, nemlig omkring påsken, sommeren og især julen. Kurven er næsten identisk år for år, og den viser tydeligt, at piskefløden er en essentiel del af vores madtraditioner, der følger højtiderne og årets gang. Vi skal have piskefløde til vores påskefrokost, sommerjordbær og julemiddag, og her går vi ikke på kompromis med smagen,« siger hun.

Danskerne er ifølge undersøgelsen heller ikke i tvivl om, hvad de skal bruge piskefløden til i julemåneden.

72 procent svarer, at piskefløden skal bruges i den klassiske risalamande og 44 procent fortæller, at sovsen skal piftes op med piskefløde. Og så går tarteletterne heller ikke fri for en god sjat fra de røde kartoner.

»Jeg tror ikke, mange vil være uenige i, at piskefløde giver en lidt bedre smag end mælk. Julen er et af årets samlingspunkter, og der skal være plads til lidt selvforkælelse. Så kan man rette op på fedtprocenten på den anden side af nytåret,« siger Tove Færch.

Powered by Labrador CMS