Fodboldboss: Forræderi under Armenien-kamp
Kamp i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe var fikset ifølge armensk fodboldboss
Præsidenten for det armenske fodboldforbund mener, der har været urent trav i kampen mellem Armenien og Albanien
Var der urent trav i EM-kvalifikationskampen mellem Armenien og Albanien? Det mener præsidenten for det armenske fodboldforbund.
Opgøret mellem de to nationer havde afgørende indflydelse på Danmarks EM-chancer. Danskerne satte deres lid til, at armenerne kunne forhindre Albanien i at vinde for dermed at holde liv i det danske EM-håb.
Albanien videre i EM
Sådan gik det ikke, da Albanien sikkert vandt 3-0 og sikrede sig direkte EM-deltagelse. Danmark måtte i playoff, og det gik som bekendt ikke særligt godt mod Sverige.
BT har tidligere skrevet om rygterne om matchfixing i opgøret mellem Armenien og Albanien, hvor det albanske medie opozita.com skrev, at der skulle være tale om tre forsvarsspillere og en målmand, som angiveligt skulle være bestukket for i alt to millioner euro (15 millioner kroner).
Kun rygter
Historien kom dog ikke meget videre end rygtestadiet. Men nu melder præsidenten for det armenske fodboldforbund, Ruben Hayrapetyan, sig på banen. I et interview med mediet Armenia Now siger han, at han »er overbevist om, at der skete et forræderi under kampen.«
»Vores landsholdsspillere ville simpelthen ikke spille. Der fandt et forræderi sted i kampen mod Albanien. Selv hvis den bedste træner stod i spidsen for holdet i kampen mod Albanien, villle resultatet have været det samme,« siger Hayrapetyan omkring sin mistanke og gør det klart, at han gøre alt, hvad han kan for at sætte en stopper for den mulige udvikling i armensk fodbold.
Det må være UEFAs bord
DBU har ikke hørt om situationen og sender bolden videre til det europæiske fodboldforbund.
»Det må være UEFA, der skal vurdere, om hvorvidt der er en sag, siger DBU-kommunikationschef Jakob Høyer til Ekstra Bladet.
Umiddelbart ser det altså ikke ud til, at situationen skulle hjælpe Danmark til EM.