Fødevarestyrelsen skælder ud: McDonalds-restaurant var overrendt af fluer

Fødevarestyrelsen har været på kontrolbesøg hos McDonalds i Nørresundby efter der er blevet klaget over mange fluer i restauranten

Udgivet Opdateret

Der har været lidt for mange flyvende, ubudne gæster på McDonalds’ restaurant i Nørresundby.

Restauranten har haft så mange fluer, at Fødevarestyrelsen har været på et kontrolbesøg foranlediget af en klage over de mange fluer.

Fødevarestyrelsen var enige – og kunne udover de mange fluer også konstatere, at rengøringen haltede. Restaurantens ismaskine blev slukket resten af dagen, efter der blev fundet sorte belægninger af skidt på den.

Og McDonalds i Nørresundby er ikke den eneste i landet, der for tiden render rundt med en smiley uden det helt store smil. Se i galleriet hvilken anden McDonalds, der er tale om.

Fluerne kommer ind ad åben dør

Det kunne tyde på, at McDonalds i Nørresundby endnu ikke har fået læst Newsbreak.dks guide til, at holde fluer væk.

For Fødevarestyrelsens udsendte kunne konstatere, at køkkenet var fyldt med de små skadedyr:

– Der er mange fluer i køkkenet og de er i område hvor der fremstilles burgere, og da jeg kom på tilsyn var dør fra køkken åbent ud til det fri, konstaterer Fødevarestyrelsens kontrollant i rapporten.

Newsbreak.dk har været i kontakt med McDonald’s i Danmark, hvor kommunikationskonsulent Marie Bjerrehuus Johansen forklarer, at medarbejderne har lidt i sommervarmen:

– De har haft en dør åben ude i køkkenet, fordi der har været varmt. Medarbejderne ville skabe noget ventilation i varmen – det er selvfølgelig ikke okay, og de har rettet op med det samme. Det er blevet indskærpet over for alle medarbejdere at alle døre og vinduer skal holdes lukket, og de har fået sat flere fluefangere op. Derudover kontakter de deres skadedyrsfirma, og prøver at optimere, siger Marie Bjerrehuus Johansen.

Og det vil de forhåbentlig undgå fremover, siger hun:

– De vil prøve at få skruet op for airconditionen, så der ikke er lige så meget grund til at åbne døre og vinduer, siger Marie Bjerrehuus Johansen.

Powered by Labrador CMS