Folk flygtede: Flere dræbt i masseskyderi

Det lokale politi er rykket ud

Amerikansk politi er på sagen. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Otte personer er fundet dræbt hos fragtvirksomheden FedEx i Indianapolis, USA. Det skriver CNN.

På en pressebriefing opfordrer politiet til, at pårørende til personer, der arbejder hos FedEx, og som ikke har givet lyd fra sig, kan kontakte politiet på et lokalt hotel.

En unavngiven talsmand fra FedEx siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at selskabet er opmærksom på skyderiet ved firmabygningen.

– Vi arbejder på at indsamle mere information og samarbejder med myndighederne, siger talsmanden ifølge Reuters.

Ifølge politiet har gerningsmanden taget sit eget liv. Motivet er ukendt.

Hørte skuddene

Mediet WISH-TV har, ifølge CNN, talt med to FedEx-ansatte, der var på arbejde, da skyderiet begyndte. De fortæller, at de hørte flere skud, og at de først troede, at det var lyden fra en bil.

Da det ene af de to vidner, Jeremiah Miller, rejste sig op, kom en mand med et våben til syne.

– Efter, at jeg havde hørt skud, kunne jeg se en krop ligge på gulvet bag ved et køretøj, siger det andet vidne, Timothy Boillat.

De to vidner flygtede fra stedet og så til, mens 30 politibiler rykkede ud.

Endnu en skudepsiode

Skudepisoden i Indianapolis er den seneste i en række af skudepisoder, der har fundet sted rundt om i USA de seneste uger, skriver AFP.

Mod slutningen af marts blev ti personer således dræbt af skud ved en købmand i byen Boulder, der ligger i delstaten Colorado.

Det fulgte mindre end en uge efter, at en mand skød og dræbte otte personer i kurbade i Atlanta i delstaten Georgia.

Næsten 40.000 personer dør hvert år i USA i skudepisoder. Mere end halvdelen af dem regnes som selvmord.

Tidligere denne måned har præsident Joe Biden annonceret en række tiltag til en strammere våbenlovgivning.

Han mener, at tiltagene vil kunne dæmme op for mange af skudepisoderne.

Bidens ønske om en strammere våbenlovgivning møder dog stor modstand fra Republikanerne, der traditionelt er for en liberal lovgivning på området.

Powered by Labrador CMS