Folketingsmedlem frikendt for misbrug af lejlighed

Foto: Claus Fisker/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Onsdag eftermiddag behandlede Folketingets Præsidium anklagerne mod Anders Samuelsen (LA), der er blevet beskyldt for at misbruge den lejlighed, Folketinget har stillet til rådighed for ham.

Bertel Haarder (V) oplyser til BT, at der ikke vil blive rejst en sag mod formanden for Liberal Alliance.

»Vi har intet at indvende, når det gælder Anders Samuelsen. Der er ikke nogen sag, og der vil ikke blive rejst nogen sag,« siger Bertel Haarder, medlem af Folketingets Præsidium, til BT.

Anders Samuelsen har selv bekræftet over for tv2.dk, at hans søn har lånt lejligheden i en periode på mindst tre uger, ligesom hans naboer fra Horsens har lånt lejligheden under en tur til København. Han har dog samtidig afvist, at der skulle være tale om misbrug.

Oplysningerne fik Enhedslistens medlem af Folketingets Præsidium, Per Clausen (Ø), til at tage sagen op med de øvrige medlemmer af Folketingets Præsidium, som onsdag kom frem til, at de ikke vil foretage sig yderligere i sagen.

For to uger siden blev den nordjyske socialdemokrat Simon Kollerup (S) beskyldt for at misbruge sin folketingslejlighed, fordi han i flere år reelt have boet på Christianshavn, mens han havde en lejlighed stillet til rådighed i Tordenskjoldsgade tæt på Christiansborg. Han erkendte onsdag, at han havde begået en fejl, og han betaler 30.218 kroner, som svarer til det årlige tilskud, han har modtaget skattefrit til dobbelt husførelse.

Powered by Labrador CMS