For tung trailer koster bøder på 46.500

En overlæsset trailer medførte i 2018 et uheld på motorvej

En mand er idømt en bøde på 15.500 kroner for at have kørt med en overlæsset trailer. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

En alt for tungt læsset trailer var skyld i, at betonaffald væltede ud over Køge Bugt Motorvejen. Nu har føreren fået en stor bøde og mistet kørekortet betinget.

Anklager opfordrer til, at man tjekker, hvad bil og trailer må laste. Før man kører.

Retten i Glostrup har idømt en 29-årig mand fra Roskilde en bøde på 15.500 kroner for at køre med en overlæsset trailer og frakendt ham førerretten betinget i tre år, fordi han var skyld i et færdselsuheld og dermed tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Retten fandt ham torsdag den 20. maj skyldig i at køre med over to ton betonaffald på trailer, som kun var konstrueret til at laste 497 kilo og totalt set – det vil sige inklusiv trailerens egen vægt – i alt måtte veje 750 kilo.

Punkterede på begge hjul

På grund af overvægten punkterede traileren på begge hjul midt på Køge Bugt Motorvejen nær Ishøj en tirsdag eftermiddag i 2018, og betonstykkerne væltede ud over de sydgående kørebaner.

Dog uden yderligere skader.

– Heldigvis kom ingen til skade, men det er vigtigt, at man kontrollerer, hvad en trailer er konstrueret til at laste, fordi overlæs kan medføre farlige situationer. Derudover er det strafbart og kan udløse store bøder og frakendelse af førerretten, siger anklageren på sagen Danny Ottevanger, Københavns Vestegns Politi.

Dobbelt op til firma

Føreren, som er håndværker, modtog dommen. Firmaet fra Karlslunde, han er ansat i, fik en bøde på det dobbelte på 31.000 kroner.

Undersøg også – før du kører – hvad din bil må trække, og om du har kørekort til at køre med den samlede vægt, opfordrer Danny Ottevanger.

Hvor meget du må trække afhænger af dit kørekort, din bil og din trailer.

Sådan gør du

Det hele handler om en kombination af tilladt vægt. Hvor tungt et køretøj må du føre? Hvor meget må din bil maksimalt veje, og hvor tung en afhænger må bilen trække? Hvor meget må afhængeren veje totalt?

Er du tvivl – tjek og beregn online HER

Mere om anhængere HER

Husk også sikkerhedswire

Det er strafbart at køre med trailer uden sikkerhedswire til bilen, fordi skaderne ellers kan blive større, hvis anhængeren skulle falde af krogen.

Kørsel med små trailere (totalvægt under 750 kg) uden sikkerhedswire koster 1.000 kroner i bøde.

Mangler wiren under kørsel med store trailere, kan det både udløse bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.

En sikkerhedswire kan købes for under 100 kroner, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Powered by Labrador CMS