Forbered dig på vindstød af stormstyrke

Så er den gal igen. Endnu engang må Danmark gøre sig klar til de kraftige vindstød. Af stormstyrke.

Udgivet Opdateret

Natten til tirsdag ruskede det flere steder i landet. Den kraftige vind er dog så småt begyndt at lægge sig – omend der stadig kan blæse meget kraftigt, og mulighed for at mærke et enkelt vindstød af stormstyrke, i Nordvest- og Nordjylland.

– Og så aftager vinden løbende henover dagen, siger Frank Nielsen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.

Det er dog en stakket frist – men mere om det senere.

Pæn dag

Tirsdag kan, i hvert fald sol-mæssigt, blive en pæn dag.

– Det klarer op i løbet af dagen med nogen sol, siger Frank Nielsen.

Der kan dog også komme et par enkelte byger hist og her.

Der vil stadig henover dagen være mulighed for at opleve vinden blæse i lokkerne – den bliver nemlig jævn til frisk, men ved kysterne og til kuling og risiko for kraftige vindstød.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem fem og otte grader.

– En mellemdag, som Frank Nielsen udtrykker det.

I løbet af natten kommer skyerne så til Danmark helt fra de britiske øer.

Med dem kommer også regnen.

– Den starter omkring midnat og bliver ved til i morgen tidlig, siger Franks Nielsen.

Herefter kommer der en koldfront med opklaring i løbet af formiddagen.

Vindstød af stormstyrke

Og så kommer historien til at gentage sig: I løbet af aftenen og natten er der igen risiko for vindstød af stormstyrke.

– Det starter omkring klokken 20-21-stykker ved vestkysten – mest kyster mod nord-vest, siger Frank Nielsen.

Herefter bevæger den kraftige blæst sig mod øst.

Den kommer til at befinde sig i hvert område omkring tre timer, inden den blæser videre.

– Den kommer til Bornholm klokken 3, siger vagtchefen.

Vinden er kraftigst ved kysterne.

– Den aftager altid lidt ind over land, siger Frank Nielsen, og kalder punket mellem land og vand for ‘grænsefladerne’.

Vindstød af stormstyrke kan blandt andet resultere i forhøjet vandstand, nedfaldne tagsten og lukkede broer.

Powered by Labrador CMS