Forhenværende præsident lurer på ny og anderledes karriere

Netflix vil betale Barack Obama og hans kone, Michelle, for at producere eksklusivt indhold til tjenesten.

Obama-parret skal muligvis producere indhold til Netflix i fremtiden. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters
Udgivet Opdateret

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama forhandler med Netflix om at producere indhold til streamingtjenesten.

Det skriver The New York Times.

En foreslået aftale lyder, at Netflix vil betale Barack Obama og hans kone, Michelle, for at producere eksklusivt indhold til tjenesten.

Det er endnu uvist, hvilket indhold der er tale om, ligesom det heller ikke er kendt, hvor mange afsnit det drejer sig om.

Ifølge The New York Times kan der potentielt være tale om et show, hvor Barack Obama modererer samtaler om emner, der prægede hans præsidentperiode. Eksempelvis sundhed, immigration og klimaforandringer.

Avisen spekulerer i, at Michelle Obamas deltagelse muligvis kan være i et program om næring eller et af de andre emner, som hun beskæftigede sig med i sin tid som førstedame i Det Hvide Hus.

Uerfarne store personligheder

Det vides ikke, hvor mange penge Obama-parret vil modtage for en eventuel aftale. For selv om de er store personligheder, så har de ikke nogen særlig erfaring inden for medieproduktion, pointerer The New York Times.

Både Apple og Amazon har angiveligt også udtrykt interesse i at lande aftaler om produktioner med Barack Obama.

Både Barack og Michelle Obama arbejder i øjeblikket på imødesete bøger, som de er blevet betalt mere end 60 millioner dollar for at lave.

Netflix vil selv

Netflix’ forsøg på at lande en aftale med Obama er en del af tjenestens mission om at producere endnu mere unikt indhold.

Netflix har tidligere udtalt, at man alene i 2018 potentielt vil bruge op mod otte milliarder dollar på originalt indhold.

Blandt tjenestens originale produktioner er den populære scifi-serie “Stranger Things”. Også dokumentarfilmen “Icarus”, der tidligere på ugen vandt en Oscar for årets bedste dokumentar, er en Netflix-produktion.

Netflix har 118 millioner abonnenter på verdensplan. Barack Obama var præsident for USA i perioden 2009 til 2017. Før det var han senator, mens han i fremtiden måske også kan skrive Netflix-stjerne på sit CV.

Powered by Labrador CMS