Formuen kan ryge på en dag

Mange unge kommer ud på den anden side af konfirmationen med en stor pose penge. Tag samtalen med den unge, og undgå, at det hele ryger på blå mandag

Udgivet Opdateret

Når desserten er fortæret, og den sidste selskabssang er sunget, står mange konfirmander tilbage med flere penge mellem hænderne, end de tidligere har haft.

Og det er måske svært for den unge at regne ud, hvordan man administrerer den nye formue.

Derfor råder Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Rådtilpenge.dk under Finanstilsynet, til, at man som forælder tager en snak med den unge konfirmand.

Tal med dem

- Det er en rigtig god anledning til at få en samtale om, hvordan man håndterer penge på en fornuftig måde, så de ikke forsvinder på impulskøb, siger hun.

Ifølge forbrugerøkonom i Sydbank Ann Lehmann Erichsen er mange unge faktisk også interesserede i at få råd om økonomien fra forældrene.

Hun peger på, at 75 procent af unge mener, at deres forældre topper listen over de personer, de helst vil have læring om privatøkonomi fra.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Sydbank.

Ingen løftet pegefinger

- Det er en god idé at benytte sig af sin stjernestatus som økonomisk rollemodel, give de unge et par tips og lave nogle gode tommelfingerregler - for eksempel, hvor meget af beløbet der skal sættes i banken, siger Ann Lehmann Erichsen.

Louise Skjødsholm påpeger også, at man bør tage samtalen uden at komme med løftede pegefingre.

- Den unge skal selv have mulighed for at gøre sig nogle tanker om, hvor meget der skal spares op til en eventuel større ting.

Pengene brænder i lommen

- Det handler om at sætte sig ned og spørge: "Hvad kunne du godt tænkte dig at spare op til?", siger hun.

Længere frem i tiden kunne det være et kørekort, mens det på kortere sigt kunne være en ny computer.

For nogle unge vil det måske være svært at holde snuden i sporet, hvis pengene brænder i lommen.

Louise Skjødsholm anbefaler derfor, at man på værelset kan hænge et billede op af det, som den unge sparer op til. På den måde kan billedet fungere som en påmindelse om målet.

Sæt dem ind i banken

- Tidshorisonten kan være rigtig svær, hvis man ikke har noget, der støtter motivationen undervejs, siger hun.

Ved konfirmationer giver mange gæster pengebeløb i form af kontanter i stedet for at give dem gennem en pengeoverførsel.

Her råder Ann Lehmann Erichsen til, at den unge ikke tager alene i banken for at sætte pengene ind.

Når man indsætter store pengebeløb, kan det nemlig være, at banken vil spørge ind til de her penge, forklarer hun.

Overvej konto

- For at undgå misforståelser er det en god idé, at konfirmanden eller nonfirmanden går med en forælder ned i banken og sammen sætter kontanterne ind, så der ikke er nogen misforståelse om, hvor pengene kommer fra, lyder det fra Ann Lehmann Erichsen.

Derudover bør man også overveje, hvilken konto man sætter pengene ind på.

Rart at lave en ny

- Hvis den unge kun har en konto, som er den, deres debetkort virker til, så kan det være rart at få lavet en ny konto - en opsparingskonto, siger hun.

Ved en opsparingskonto kan man ikke tilknytte et kort. Dermed skal den unge overføre penge fra opsparingskontoen, hver gang pengene skal bruges.

Mange konfirmander modtager kontanter i gave. Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at man tager med den unge i banken og sætter dem ind. Banken kan nemlig stille spørgsmål til det store kontantbeløb. (Arkivfoto).
Mange konfirmander modtager kontanter i gave. Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at man tager med den unge i banken og sætter dem ind. Banken kan nemlig stille spørgsmål til det store kontantbeløb. (Arkivfoto).

Skattefri gaver

* Modtager du en lejlighedsgave i forbindelse med en privat mærkedag, så tæller værdien af den ikke med i den samlede bagatelgrænse på 1200 kroner.

* Det gælder eksempelvis, hvis du modtager gaver i forbindelse med en rund fødselsdag, barnedåb, konfirmation eller bryllup.

* Du skal dog betale skat af lejlighedsgaven, hvis den har en usædvanlig størrelse.

Kilde: Skat.

Powered by Labrador CMS