Forskning: Underbukserne påvirker din sædkvalitet

Mænd med stramme underbukser har dårligere sædkvalitet, end mænd der går med boksershorts. Det viser et nyt amerikansk studie.

Udgivet Opdateret

Boksershorts eller herretrusser? Det virker måske ikke som dagens vigtigste valg, når man ifører sig et par rene underbukser om morgenen. Men det kan faktisk have betydning for sædkvaliteten. Og derfor er valget af underbukser faktisk en måde man kan forbedre dårlig sædkvalitet.

Det fastslår et nyt studie, som er publiceret i det anerkendte medicinske tidsskrift Human Reproduction. Studiet er lavet af forskere fra Harvard T.H. Chan School of Public Health.

Nem ændring til bedre sædkvalitet

Studiet viser, at de mænd, der rapporterede, at de oftest havde gået med boksershorts de seneste tre måneder, havde signifikant bedre sædkvalitet end de mænd, der havde gået med stramme underbukser.

Det er tidligere vist, at pungen er følsom over for højere temperaturer – det er derfor, at den naturligt hænger væk fra kroppen.

– Resultaterne peger på en relativt let ændring, mænd kan lave, når de og deres partner forsøger at blive gravide, udtaler hovedforfatter Lidia Mínguez-Alarcón fra Harvard T.H. Chan School of Public Health.

Kan ikke altid forbedre dårlig sædkvalitet

Det er dog langtfra kun underbukserne, der spiller ind i forhold til fertiliteten.

En del af mandens sædkvalitet grundlægges, allerede mens han er et foster i morens mave. Det fortæller Tina Kold Jensen, som er professor i miljømedicin på Syddansk Universitet.

– Vi har fundet, at det har betydning, hvis moren røg under graviditeten. Der er også meget, der tyder på, at hormonforstyrrende stoffer, man er blevet udsat for som foster, har betydning for sædkvaliteten som voksen, siger professor Tina Kold Jensen.

– Så det er godt at kigge på sin egen livsstil. Men det er ikke altid, det kan forklare det hele. Der er en masse af dem, vi ser, der lever helt normalt, tilføjer hun.

Et sundt liv forøger sædkvaliteten

Man kan dog forsøge at påvirke sin sædkvalitet selv. Det er der lavet en lang række undersøgelser af.

– Man skal lade være med at ryge, og så skal man prøve at undgå at blive for tyk. Mænd med meget høj BMI (Body Mass Index) får lavere testosteron, og det er med til at ændre deres fedtfordeling og give højere østrogen. Og det er også med til at påvirke deres sædkvalitet, forklarer Tina Kold Jensen.

Derudover viser nogle studier, at det kan have en skadelig virkning, hvis man ofte drikker for meget, fortæller hun.

Fysisk aktivitet er godt

– Det er også fundet, at dem, der drikker meget cola og ser meget tv, har dårligere sædkvalitet. Det er nok, fordi de også er mindre aktive. Der er ingen tvivl om, at aktivitet er godt for det, siger professoren.

Der er tale om ganske almindelig daglig aktivitet på cirka en halv time dagligt, sådan som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Der er også lavet studier af effekten af det, man indtager. Nogle studier har vist, at det ikke er godt for sædkvaliteten at indtage meget mættet fedt. Nogle studier viser, at Middelhavskost kan være gavnligt.

– Men det er jo altid godt at spise grøntsager, det skader i hvert fald ikke noget, konstaterer Tina Kold Jensen.

Typer af mandeunderbukser

Boksershorts: Den klassiske løstsiddende underbuks med ben.

Trunks:  Stramtsiddende underbukser, med elastik i taljen, og forholdsvis korte ben.

Briefs: Stramme underbukser helt uden ben, men som dækker ballerne helt.

Bokserbriefs: Svarer til trunks bare med længere ben.

Lange undebukser: Lange tætsiddende underbukser.

Kilde: Samvirke

 

Andre faktorer, der kan spille negativt ind på sædkvaliteten, er stress og søvnproblemer.

Klik igennem galleriet ovenover for at se, hvad man kan gøre for at øge sædkvaliteten.

Kilde: Tina Kold Jensen.

Powered by Labrador CMS