Forsvundet sejler fundet død

Liget af en tysk sejler er tirsdag blevet fundet på stranden ved Langeland. Lørdag var hans skib drevet i land ved Bagenkop.

En tysk sejler, der blev meldt savnet lørdag, er blevet fundet død på stranden ved Bagenkop på Langeland. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Da et sejlskib med knækket mast var drevet i land nord for Bagenkop på Langeland lørdag, blev en større eftersøgning sat i gang.

Men det er først tre dage senere, at det er lykkedes Fyns Politi at finde frem til manden, der har sejlet skibet.

På Twitter oplyser politiet, at liget af en tysk sejler er blev fundet på stranden ved Bagenkop.

Familien er underrettet

Tirsdag morgen fandt Fyns Politi liget af den forsvundne tyske sejler på en strand på Langeland.

De oplyser endvidere, at mandens familie i Tyskland er underrettet om fundet.

Kæmpe redningsaktion

I weekenden har flere deltaget i en kæmpe redningsaktion, da et skib var drevet til lands nord for Bagenkop uden nogen ombord.

Ved redningsaktionens begyndelse gik myndighederne ud fra, at den tyske sejler fortsat befandt sig i live i en redningsflåde.

– Da vi finder skibet, kan vi se, at han har været i havsnød. Han er ikke om bord, og der mangler en redningsflåde, så vi formoder, at han er i den lige nu, fortalte seniorsergent Peter Frandsen fra Forsvarets Operationscenter lørdag.

Artiklen fortsætter efter videoen.

I redningsaktionen deltog flere skibe og helikoptere, mens også tyske myndigheder stillede mandskab til rådighed.

Knækket mast

Sejlskibet forlod Marstal på Ærø fredag, hvor det var den 69-årige sejlers hensigt at fortsætte til Tyskland. Tidligt lørdag morgen kontaktede han sin hustru og fortalte, at han havde problemer.

Da sejlskibet var drevet i land var tydelige spor på, at han havde været i problemer. Særligt viste den knækkede mast, at sejlskibet havde taget en del skade.

Powered by Labrador CMS