Forvandlet AGF-mandskab skød Vejle i sænk

Newspaq
Udgivet Opdateret

Otte kampe, én sejr, tre uafgjort og fire nederlag. AGF har haft et reelt hjemmebanekompleks siden nedrykningen til NordicBet Ligaen. Torsdag fik de hårdt trængte aarhusianere dog endelig lidt at varme sig på.

I en i AGF-forstand sjælden set overbevisende præstation blev Vejle sendt hjem til Nørreskoven med et 0-4-nederlag i bagagen. Afleveringerne flød, defensiven lukkede af – og angriberne kom på måltavlen. Efter kampen pegede en af kampens store profiler, AGFs Stephan Pedersen, da også på, at præstationen forhåbentlig kan gøre en ende på holdets frygtelige hjemmebanestatistik.

– Vi har haft det svært her, men kommer med en helt anden energi. Jeg synes også, vi har spillet godt i de foregående kampe, men i dag udnytter vi bare chancerne. Og så er vi farlige at spille mod. Jeg tror, det kommer til at give et kæmpe boost – eller det håber jeg i hvert fald, sagde han til TV3 Sport.

AGF kom foran allerede efter otte minutter, da den tidligere FC Nordsjælland-bomber Kim Aabech dukkede tæt op under mål og ekspederede bolden over stregen. Og da holdets topscorer, Mate Vatsadze, et kvarter senere kunne sparke sit 11 sæsonmål i nettet var kampen reelt afgjort. Og netop de to hurtige scoringer mente Stephan Petersen blev afgørende.

– Det betyder meget, at vi får scoret de to gange. Det gør, at vi ikke går i panik på noget tidspunkt.

I anden halvleg gjorde Helgi Valur Danielsson det først til 3-0, og et kvarter før tid scorede Kim Aabech et sandt drømmemål. Med et drøn af en afslutning et stykke uden for feltet hamrede han via overliggeren det sidste søm i Vejle-kisten.

Kim Aabech selv var da også svært tilfreds med målet.

– Jeg ramte den lidt skævt, var der nogle af drengene, der sagde. Ej, jeg ramte den lige i røven. Det var dejligt at se, sagde han og pegede på, at holdet trods den flotte sejr stadig har langt til oprykning:

– Vi skal vinde de sidste tre kampe før vinterpausen for at have 30 pct. chance for at rykke op, lød hans hurtige analyse.

Med sejren kravler AGF op på fjerdepladsen. Superliganedrykkerne har dog stadig 11 point op til Lyngby på førstepladsen. Vejle ligger stadig nummer ni.

Powered by Labrador CMS