Fra kiosk til madbutik løfter 7-Elevens regnskab

Foto: René Lind Gammelmark (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Friske madvarer, sundere alternativer og et stort udvalg af morgenmadsprodukter bidrager markant til det første overskudsgivende resultat i 7-Elevens danske historie. Conveniencekædens omdannelse fra kiosk til madbutik er godt undervejs, og fremover vil vi se endnu mere frisk mad i landets 191 7-Eleven-butikker.

Siden liberaliseringen af lukkeloven har den danske del af 7-Eleven været i gang med en transformation. Fra en kiosk med madvarer til en madbutik med et kioskudvalg.

Den proces er allerede godt undervejs, og regnskabet for 2014 viser, at 7-Eleven er på vej til at blive et oplagt valg for mad og drikke på farten. For første gang kan kæden nemlig fremlægge et positiv resultat på 1,9 millioner kroner.

– Da lukkeloven blev afskaffet, ændrede markedsmekanismerne sig markant. De sene aftentimer kunne vi ikke længere have for os selv. Vi har derfor været i gang med at revitalisere og skabe fornyet relevans for 7-Eleven. Vi har lyttet til vores kunder og introduceret en lang række friske og sundere alternativer indenfor mad og drikke. Den strategi har vist sig at være den rigtige vej at gå, og jeg er derfor enormt stolt over, at vi i fællesskab har formået at skabe fornyet relevans for vores øverste chef, nemlig kunden, siger administrerende direktør for 7-Eleven, Jesper Østergaard.

Friske måltider døgnet rundt

Med 191 butikker over hele landet og et stort udvalg af brød og kager hører 7-Eleven til én af landets største bagerkæder. Sammen med blandt andet de populære grødblandinger, lækre kvalitetskager til den søde tand, friske sandwich og wraps, friske juicer og innovative palæo-produkter har 7-Eleven manifesteret sig som et attraktivt morgenmadsalternativ til den moderne dansker på vej til arbejde.

– Morgenmads- og frokostpositionen har vi godt fat om, men vores ambition er også at indtage en lignende stærk position på aftensmad og natmad. 7-Eleven skal være det oplagte valg til de mad- og drikkebehov, der opstår døgnet rundt. Navnlig på nem og frisk aftensmad forventer jeg, at vi kommer til at gøre en stor forskel for mange danskere på farten eller på vej hjem fra en travl arbejdsdag, siger Jesper Østergaard.

Omsætningen fra de tre primære satsninger; mad, bageri og varme og kolde drikke er steget væsentligt de seneste år og udgør i dag omkring halvdelen af omsætningen i mange butikker. Jesper Østergaard forventer, at den udvikling vil fortsætte, sådan at fremtidens 7-Eleven i større grad bliver en destination for mad og drikke i et kioskunivers.

– Vores butikker skal appellere til alle sanser og tilbyde et endnu bredere udvalg af madvarer, bageri og kolde og varme drikke end vi ser i dag. Men 7-Eleven vil fortsat være noget for de mange, og derfor vil vi stadig have et stort udvalg af de traditionelle kioskvarer, slutter Jesper Østergaard.

Årets resultat for 2014 blev 1,9 millioner kroner mod minus 17,3 millioner kroner i 2013. Den sammenlignelige omsætningsvækst blev på 1,2 procent.

Powered by Labrador CMS