Fransk talsmand: Aktion i St-Denis er slut

Fransk talsmand: Aktion i St-Denis er slut

Mindst to personer meldes dræbt i skyderier i en forstad til paris. Foto: BENOIT TESSIER/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Franske myndigheder bekræfter nu, at politiaktionen i St-Denis mod formodede terrorister er slut. ?Det oplyser en fransk talsmand på et pressemøde, skriver AP.

Dermed ender aktionen med at have kostet to formodede terrorister livet og såret fem politibetjente. Fransk politi har også bekræftet, at i alt syv personer er anholdt i og omkring en lejlighed, der var centrum for politiaktionen.

Der er tale om formodede terrorister, og de sidste af de anholdte blev kort før klokken 12 dansk tid eskorteret væk af uniformeret fransk politi. En af de to dræbte er bekræftet som værende en kvinde, der sprængte sig selv i luften, da politiet stormede lejligheden.

Planlagde nyt terrorangreb

Ifølge den franske tv-station France 2 TV og amerikanske CNN, så begyndte politiaktionen efter efterretninger om, at terrorister planlagde et nyt terrorangreb i Paris forretningskvarter La Defense.

Ifølge CNN var det »i sidste øjeblik«, at fransk politi rykkede ind, da der var efterretninger om, at de formodede terrorister snart ville iværksætte angrebet.

Der har været forlydender om, at politiet mente, at den eftersøgte terrorist Abdelhamid Abaaoud, der menes at være manden, der udtænkte en række blodige terrorangreb i den franske hovedstad fredag aften, opholdt sig i lejligheden.

Dette er endnu ikke bekræftet af myndighederne, men Channel 4 har rapporteret om, at Abaaoud muligvis befinder sig i murbrokkerne i lejligheden efter eksplosionen fra selvmordsbomberne.

BNB

Powered by Labrador CMS