Galleri: 23 Lego Friends værelser indviet

Der er 23 værelser i alt. Der kan bo to børn og to voksne på alle værelser.
Udgivet Opdateret

Den lillafarvede hotelgang er døbt Heartlake City – opkaldt efter den fiktive by i Legoland.

Som det første hotel i verden har Hotel Legoland i Billund slået dørene op til 23 nye Lego Friends-værelser. Samtidig er den lillafarvede hotelgang blevet døbt Heartlake City – opkaldt efter den fiktive by af samme navn, som er en del af Miniland i Legoland-parken.

Specialdesignede elementer

Hvert af de 23 tematiserede værelser rummer 10 specialdesignede elementer fra Lego Friends-universet. For eksempel med Lego Friends hårtørrer, børste, medaljer og sommerfugle, og hvert værelse har plads til to børn og to voksne. Her kan gæsterne blandt andet overnatte i Olivias Trætophus samt hilse på katten Felix og hunden Scarlett.

Det nye værelser er blevet taget i brug af de ultimative smagsdommere – 44 af landets største Lego Friends-fans – som Hotel Legoland har fundet frem til via en række konkurrencer i forskellige medier. Og det kan nok være, at værelserne blev taget i brug med maner, da gæsterne fik besøg af de ”levende” Lego Friends-veninder Emma, Andrea, Olivia, Mia og Stephanie.

– Vores nye hotelgang rummer mere end 200 specialbyggede modeller kendt fra Friends- universet. Det er lige præcis disse detaljer, der gør oplevelsen på de tematiserede hotelværelser til noget helt særligt og fuldender den totale oplevelse efter en dag i parken, siger direktøren for Legoland, Christian Woller.

Lego Friends populære

Lego Friends-serien blev lanceret i 2012 og har siden været uhyre populær blandt især 5-12-årige piger. I 2014 var Legoland Billund den første park, der udstillede den fiktive by, Heartlake City.

Modelbyggerne har fundet inspiration i de eksisterende Friends-modeller, men mange af bygningerne er videreudviklet og designet ud fra fri fantasi.

Den 6. og 7. juni inviterer Legoland i øvrigt til stor Lego Friends-event med dans, musik og masser af aktiviteter på programmet hele weekenden.

 

Powered by Labrador CMS