Giftige: Nu sætter kommunen ind
Det er positivt, at man i Odense vil bekæmpe larve-reder uden brug af gift, lyder det fra Miljøstyrelsen
Odense Kommune er nu klar med en plan for, hvordan 850 reder med allergifremkaldende larvehår skal fjernes.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Kompleks opgave
Rederne med larver blev fundet i området omkring letbanen ved Bilka, Rosengårdcenteret og Ikea i det sydøstlige Odense i sidste uge.
Der er tale om reder for egeprocessionsspinder. Det er en natsværmer med tusindvis af mikroskopiske hår, som kan fremkalde allergiske reaktioner og udslæt hos mennesker og dyr.
- Jeg ved, at forvaltningen har arbejdet benhårdt på at finde de rigtige fagfolk til at løse opgaven, men det er en vanskelig og kompleks opgave, og vi står med den som de første i Danmark, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K).
Via egetræ
Mens egeprocessionsspinder har etableret sig i lande som Tyskland og England, er den hidtil kun observeret herhjemme som strejfende individer.
Larven kan være blevet ført til Danmark via egetræ, der er importeret fra Tyskland.
Odense Kommune har hyret to virksomheder til at stå for bekæmpelsen, og de vil bruge to forskellige metoder.
Skadedyrsbekæmperen Rentokil vil fjerne rederne ved hjælp af en spartel, hvoefter rederne puttes i tætsluttende plastiksække.
Farligt affald
Anlægsgartnerfirmaet Sparvath vil bruge en særlig lanse, der kan påføre vand og skum på rederne. Det sikrer, at de efterladte hår fra larverne ikke spredes.
Rederne vil blive behandlet som farligt affald, oplyser kommunen.
I Miljøstyrelsen hilser man planen for bekæmpelsen af egeprocessionsspinder velkommen, forklarer kontorchef Charlotta Amalia Wallensten.
Meget positivt
- I Odense Kommune vil man i første omgang bruge nogle fysiske metoder, blandt andet varmt vand til at fjerne rederne.
- Det er meget positivt, at man vil forsøge at bekæmpe larven på andre måder end ved brug af gift.
- Men selvfølgelig vil vi tage en dialog med kommunen, hvis man konstaterer, det ikke virker, og der er brug for en dispensation til brug af gift, siger kontorchefen til Ritzau.
Færdig i maj
Egeprocessionsspinder er ikke defineret som en invasiv art i EU, da den er hjemmehørende i Central- og Sydeuropa.
Indsatsen begynder i uge 8 og ventes at fortsætte i april og maj, hvor nyklækkede larver skal bekæmpes.
Kommunen opfordrer til, at man ikke rører ved egetræer og reder i de berørte områder.