Godt med mål i flere af dagens Superliga-kampe
Hverken OB eller AaB kunne score i en jævnbyrdig kamp, der endte 0-0. AaB har endnu ikke vundet i sæsonen. Andre hold havde lettere ved at finde netmaskerne.
AaB har fortsat ikke vundet i denne sæsons Alka Superligaen. Søndag eftermiddag spillede holdet 0-0 mod OB i Odense, og nordjyderne er stadig uden sejr efter fire kampe.
Ambitionerne har ellers været at komme i top seks af Alka Superligaen, men efter endnu en kamp uden sejr, kommer AaB ikke nærmere det mål.
Gennem kampen forsøgte begge hold at bevare boldbesiddelsen og spille sig frem til chancer. Dette førte til en rodet kamp, hvor bolden hele tiden røg frem og tilbage mellem de to hold.
Kort før pausen opstod kampens største chance. OB’s Mathias Thrane trak ind i banen og snød sin modstander, før han med et hårdt skud ramte indersiden af stolpen.
Begge hold forsøgte i anden halvleg at spille sig igennem modstanderens forsvar, men fejlafleveringer og dårlige indlæg gjorde det svært.
Det uafgjorte resultat gør, at AaB fortsat ligger i bunden på en 13.-plads. OB rykker op på fjerdepladsen i tabellen med syv point efter fire kampe.
Oprykker vandt hjemmekamp
I Helsingør tog FC Helsingør mod FC Midtjylland i det, der endte som lidt af en overraskelse. Hjemmeholdet slog gæsterne 2-1, og André Riel blev den helt store helt, da han scorede begge af holdets mål.
Det var en fuldt fortjent sejr mod et FCM-hold, der ikke kunne greje deres modstandere. FCM-træner Jess Thorup havde til kampen roteret på flere pladser og blandt andre udeladt Paul Onuachu, der var henvist til bænken af Alexander Sørloth.
André Riel fik den første chance efter 25 minutter, da han udnyttede en fejl i FCM-forsvaret. Jesper Hansen fik dog forhindret en føring til hjemmeholdet.
Fem minutter senere måtte han dog give fortabt, da selv samme Riel var på spil. Igen blev han spillet fri med en lang bold, og denne gang svigtede angriberen ikke.
Efter 63 minutter fik FC Midtjylland udlignet, men værterne kæmpede videre, og 10 minutter før tid var André Riel igen på pletten; 2-1, og jublen brød løs.
Med sejren står Helsingør noteret for seks point efter fire kampe – det samme som FCM.
Endnu en målrig Lyngby-kamp
FC Nordsjælland fortsatte holdets flotte stime og tog den fjerde sejr af fire mulige i dagens udekamp mod Lyngby.
I sidste runde tabte Lyngby en målrig affære til Brøndby, og igen søndag var der gang i netmaskerne, hvor værterne for anden kamp i trak blev ramt af en udvisning tidligt i anden halveg. Ligesom mod Brøndby afgjorde det kampens videre udvikling.
Det var højreback Oliver Lund, der ved stillingen 1-1 efter 52 minutter på kanten af feltet trak i nødbremsen, da gæsternes Emiliano Marcondes slap igennem.
Kort efter det røde kort gav Lyngby-keeper Mikkel Andersen en returbold på Mathias Jensens langskud, og Marcondes omsatte returbolden til en 2-1-scoring.
Lyngby var tæt på en 2-2-udligning, men overliggeren tog fra for FCN, og kort efter udnyttede holdet den ekstra plads til at øge føringen til 3-1 ved Mathias Jensen.
4-1 kom på straffespark ved Ernest Asante kort før tid efter en episode, der reducerede Lyngby til ni mand, da Michael Lumb fik sit andet gule kort.
FC Nordsjælland fører derfor Superligaen, og det bliver der ikke lavet om på inden næste runde. Ingen af de fire hold, der mangler at spille deres kampe færdige, kan indhente førerhunden.
I søndagens sidste kamp slog Brøndby FCK med 1-0.
/ritzau/