Gør bilen forårsklar – også her

Ridser i lakken og rust er velkendte sten i skoen for bilejere. Vinterens skavanker skal udbedres nu.

Udgivet Opdateret

Vinterens regn, slud og frostgrader tærer på bilens lak og karosseri. Og selv om årets vinter har budt på rekordmeget regn og næsten ingen sne, er der stadig blevet saltet på vejene.

– Derfor bør man give bilen en grundig vask og se den efter for lakskader, nu hvor det bliver lunere, siger Jørgen Jørgensen, der er mekanikeruddannet og seniortekniker hos FDM.

Vask i hånden

Han råder til, at du allerførst håndvasker bilen. På den måde kommer du både omkring kanter, falser og andre kringelkroge, hvor du måske ikke har opdaget vinterens lakskader.

– Om vinteren ser man jo dårligt sin bil i dagslys, og man kører måske primært i vaskehal. Så nu, hvor det er lyst længere, vil man typisk opdage nye skader, siger Jørgen Jørgensen.

I værste fald påvirker det ikke bare bilen kosmetisk, men også sikkerhedsmæssigt, hvis rusten får frit spil, påpeger Gunnar Thykjær, der er senior director og ansvarlig for Falck Assistance.

– Sikkerheden kan blive et problem, hvis de bærende og styrende dele – såsom vanger og hjulophæng – er ødelagt af rust. Men der er heldigvis langt mellem de kørende lig på landevejen, siger han.

Orden skaderne

Uanset hvad er rådet dog det samme: Få udbedret eventuelle skader, som bilen har fået henover vinteren.

– Noget kan man ordne selv, mens større rustskader kan kræve hjælp fra en fagperson. Men få kigget på det snarest muligt, siger Gunnar Thykjær.

Mindre småskader – uden rustangreb – kan de fingernemme selv ordne med en såkaldt lakstift. Slå bilens farvekode op i instruktionsbogen, og test lakstiften på en lille plet først.

– Det afgørende er, at man forsegler hullet i lakken, inden der kan nå at komme rust, siger Jørgen Jørgensen.

Helt så enkelt er det ikke, hvis der først er kommet rust. Her vil lakstiften nemlig svare til at sætte plaster på et betændt sår.

– Så her skal rusten fjernes, før man kan give krateret grundfarve og lak. Ellers vil rusten brede sig i stålet under lakken, siger Jørgen Jørgensen.

Poler flyverust væk

Flyverust er en anden velkendt pine. Her skal du købe et rensemiddel, som er beregnet til at rense eller polere flyverust af lakken.

– Når man arbejder med den slags, skal man altid et område på bilen ad gangen, siger Jørgen Jørgensen.

Det er der flere grunde til. For det første får du syn for, hvordan produktet virker. Nogle gange er det gjort med en vask eller et rensemiddel alene, andre gange skal der skrappere metoder i brug.

For det andet er det et stort arbejde.

– Så du risikerer, at rense- eller polishproduktet på kølerhjelmen er tørret ind, mens du selv er nået til bagsmækken. Så du skal altid arbejde i skygge og ikke tage større områder, end du kan nå at polere, siger Jørgen Jørgensen.

Powered by Labrador CMS