Grænsen åbnes mandag: Så meget må du have med

Skal du ned over grænsen efter bajere og bom? Så skal du lige læse med her.

Udgivet Opdateret

Fra mandag 15. juni åbner grænsen til Tyskland igen, hvilket betyder at mange danskere rejser syd for grænsen for at købe ind.

Overvejer man selv at medbringe varer sydfra, er det godt at vide, hvor meget øl, vand og spiritus man må have med hjem til Danmark, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Preben Buchholtz.

– Overvejer man at hente varer syd for grænsen, skal man tænke sig om en ekstra gang. Man må kun tage varer afgiftsfrit med hjem til eget forbrug – altså det, man selv skal bruge, siger Preben Buchholtz i en pressemeddelelse.

(Du kan se, hvor meget/mange af forskellige varer, du frit kan tage med til Danmark, i galleriet over artiklen).

Det er til eget brug, når det kun er dig, medlemmer af din husstand eller dine private gæster, der bruger varerne. Det er ikke eget brug, hvis du for eksempel sælger varerne i en idrætsklub eller på en arbejdsplads.

Det er heller ikke til eget forbrug at købe varer på vegne af andre.

15.000 i bøde

I en sag fra 2018 fik en dengang 62-årig mand da også en klækkelig bøde, da han blev stoppet ved grænsen.

Den 62-årige havde i retten fortalt, at de i alt 2304 dåseøl bortset fra 12 rammer skulle bruges til arrangementer i hans medarbejderklub, en julefrokost samt en bingoklub.

– Da det ikke er ham, der skal afholde det arrangementet, er det ikke ham, der skal betale for dem. Han er ikke værten, sagde Lone Hesselmark, anklager fra Fyns Politi, dengang til TV2 Fyn.

Udover bøden på 15.000 kroner skulle manden også betale afgiften af de ulovligt indførte øl.

Hvis man overtræder reglerne for, hvor meget man må have med uden at betale afgifter, får man en bøde.

Bliver man stoppet ved grænsen, vil man kunne blive spurgt om, i hvilken anledning man har medbragt sine varer.

Powered by Labrador CMS