Grønt lys til 21 kommuner: Her ryger skatten ned
21 kommuner får penge til at sætte kommuneskatten ned.
21 kommuner får nu tilskud af staten til at sætte kommuneskatten ned.
Det er en del af den store udligningsreform, der tidligere på året faldt i hak, skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Kommunerne hører alle til de i landet, der har haft den højeste kommuneskat.
I galleriet over artiklen kan du se, hvilke kommuner der kan sænke skatten.
Der er tale om, at de 12 kommuner i Danmark med højest kommuneskat får lov at sætte skatten til 26,3 procent på statens regning – og ni andre kommuner.
Statsstøtten skal sikre, at alle kommuner fortsat kan sikre velfærden, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag i en pressemeddelelse:
– Danmark er for lille til store forskelle. Både når det gælder vores velfærd og den kommuneskat, danskerne skal betale. Med udligningsreformen giver vi nu kommuner med de højeste skatteprocenter mulighed for at sætte skatten ned, uden at det går ud over velfærden. Så vi mindsker forskellene i skatteprocenten på tværs af kommunerne og sikrer et Danmark i bedre balance, siger hun.
Den største skattesænkning ser man på Langeland, hvor skatten står til at falde fra 27,8 til 26,3 procent.