Grov forbrydelse mod pige: Politiet advarer

Politi deler eksempel med en 17-årig pige fra Sønderjylland, der blev afpresset af en person, hun ikke kendte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi oplever i øjeblikket en stigning i antallet af sager om digitale sexkrænkelser, hvoraf de forurettede ofte er piger og yngre kvinder.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Udviklingen får politiet til at opfordre til, at både forældre, myndigheder, uddannelsessteder og foreninger påtager sig et ansvar for at vende udviklingen.

– Politi og anklagemyndighed kan ikke løse denne opgave alene. Vi kan forebygge. Og vi kan efterforske, sigte og tiltale gerningsmændene og få dem dømt.

– Men skal vi reelt dette problem til livs, kræver det en adfærdsændring. Alle skal være klar over, at det på ingen måde er okay at begå digitale sexkrænkelser, siger vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi Christian Østergård.

Politiet sætter i pressemeddelelsen ikke tal på stigningen af anmeldelser om seksuel krænkelse på nettet.

To typer anmeldelser

Vicepolitiinspektøren peger på, at politiet typisk modtager to typer anmeldelser.

Dels kan der være tale om, at nogen handler i ond tro.

For eksempel at en ekskæreste sender intime billeder videre til andre via sociale medier, eller det være at ukendte gerningsmænd har fået adgang til billederne, og pigen derefter bliver afpresset.

Dels kan der være tale om, at nogen sender intime billeder, de har modtaget, videre til andre, uden at være klar over, at det er ulovligt.

17-årig pige afpresset

Politiet deler et eksempel med en 17-årig pige fra Sønderjylland, der blev afpresset af en person, hun ikke kendte.

Personen havde fået adgang til hendes intime billeder, og hun blev afpresset til at sende flere fotos samt videooptagelser af sig selv.

Ellers ville de første billeder blive sendt til klassekammeraterne på hendes uddannelsessted og alle de andre, hun kendte på sociale medier. Pigen blev mere og mere ked af det og indelukket.

Først efter mange måneder betroede hun sig til en veninde. Det førte til, at sagen blev meldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, der efterforsker hændelsen.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer desuden til, at man hverken sender eller deler krænkende billeder. Hvis man alligevel kommer i besiddelse af krænkende billeder, skal man slette dem og ikke sende dem videre.

Hvad er sexafpresning?

Sexafpresning – eller sextortion – er når uvedkommende får adgang til private billeder eller videoer med seksuelt indhold og truer med at offentliggøre dem, hvis ofrene ikke sender flere billeder eller betaler et beløb.

Sådan foregår sexafpresning

  1. Kontakten skabes fx på Facebook, Chatroulette eller et andet socialt medie. Gerningsmanden bruger en falsk profil med et falsk billede af sig selv
  2. Når kontakten er etableret, vil man ofte blive bedt om at flytte til et mere privat forum med webcam, eksempelvis Skype
  3. Her udveksler man seksuelle billeder og/eller filmklip. Der vil ofte være tale om en gradvis proces, hvor begge parter udleverer nøgenmateriale
  4. Gerningsmanden gemmer eller optager materiale og afpresser herefter offeret ved at fortælle, at videoen eller billederne vil blive offentliggjort eller sendt til venner, familie og kollegaer, med mindre du betaler
  5. I andre tilfælde vil gerningsmanden kræve nye seksuelle billeder i stedet for penge, og i de værste tilfælde kan offeret bliver presset til at mødes med gerningsmanden i den virkelige verden.

Gerningsmanden er ofte dygtig til at manipulere, og hvis først kontakten er skabt, kan det være meget svært at gennemskue, om der er tale om et kriminelt eller et reelt forhold. Det er heller ikke muligt i praksis at forhindre at billeder og film spredes, hvis det først er blevet delt.

Vi har i billedgalleriet ovenfor samlet Det Kriminelpræventive Råds guide til, hvad man skal gøre, hvis man bliver udsat for sexafpresning.

Powered by Labrador CMS