Håber det åbner døre

Skuespiller ser medvirken i guldpalmevindende film som et udstillingsvindue og håber, det kan åbne nye døre

Udgivet Opdateret

Skuespiller Vicki Berlin stod på scenen midt i Odense Sommerrevy, da hun lørdag aften fik besked:

Filmen "Triangle of Sadness", som hun medvirker i, havde vundet Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

- Det var lidt crazy, og jeg var fuldstændig rundt på gulvet, fortæller skuespilleren dagen derpå.

En "eksplosion" af sms-beskeder fortalte skuespilleren, at filmen, der også har danske Zlatko Buric på rollelisten, havde vundet den eftertragtede pris.

Håber det åbner døre

Filmen er instrueret af svenske Ruben Östlund og er en satirisk komedie, der foregår på en luksusyacht.

Vicki Berlin har indtil nu nok været mest kendt for sin medvirken i revyer og tv-serier.

Men nu håber hun på, at rollen i den prisvindende film kan åbne nye døre.

- Det er helt fantastisk for filmen og det udstillingsvindue, det er at lave sådan en film.

- Jeg håber, det vil åbne nogle døre, så jeg kan få lov til at lave flere film både i Danmark og i udlandet, siger hun.

Sat i kasse

Skuespilleren føler, hun er blevet sat ind i en kasse, som hun gerne vil bryde ud af:

- I Danmark bliver man sat meget i kasser. Jeg er blevet sat i en kasse, der hedder satire og revy.

- Derfor er det svært bare at blive castet til noget andet.

- Men nu håber jeg, at jeg kan få lov til at vise, at det kan jeg altså godt. Endda så godt, at den film, jeg er med i, har vundet Guldpalmen, siger Vicki Berlin.

Filmen har efter planen dansk premiere i oktober 2022.

Vandt for anden gang

Guldpalmen - Palme d'Or på fransk - er hovedprisen på den internationale filmfestival i Cannes.

Det er 75. gang, at filmfestivalen i byen ved den franske middelhavskyst finder sted.

Det er anden gang, at Ruben Östlund vinder Guldpalmen. Det gjorde han også i 2017 for filmen "The Square", som den danske skuespiller Claes Bang er med i.

Filmen "Holy Spider", der er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi og produceret af det danske produktionsselskab Profile Pictures, vandt også en pris ved filmfesten.

Efter succes i filmen Triangle of Sadness drømmer hun nu om større roller.
Efter succes i filmen Triangle of Sadness drømmer hun nu om større roller.

VICKI BERLIN

Vicki Berlin gennemgik den 3 årige skuespilleruddannelse på Holbergs Film + Teaterskole 1999-2001. I 2002 begyndte hun på standup. Dette år fik hun tredjepladsen ved DM i stand-up-comedy.

I 2004 kom hun med på P3's satirehold Tjenesten. I efteråret 2004 medvirkede hun som skuespiller og satireforfatter på 40 programmer af Gintbergs store aften på TV 2 Zulu. Og i 2007 debuterede hun med Tjenesten på DR2 med programmet Tjenesten – nu på TV, hvor hun og kollegaen Michael "MC" Christiansen skrev og spillede sig igennem ti afsnit. Anden sæson af Tjenesten – nu på TV blev sendt fra november 2007.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS