Har du nogensinde fået stjålet smykker? Måske er de blevet fundet

Nordjyllands Politi offentliggør billeder af smykker, der måske er tyvekoster.

Genkender du disse smykker? Ring 114. Foto: Politi
Genkender du disse smykker? Ring 114. Foto: Politi
Udgivet Opdateret

En lovlydig nordjyde har i slutningen af august forklaret politiet, at vedkommende fandt en pose med nogle mystiske æsker i. Fundet blev gjort på Jernbanegade i Løgstør, og det kan vise sig at komme dig til gode.

I posen var nemlig en masse æsker indeholdende forskellige smykker, som efter politiets skøn umiddelbart lignede noget, nogen kan mangle. Derfor søger ordensmagten nu hjælp til at finde ejerne af de mange smykker.

“Smykkerne ser ikke ud til at matche æskerne. Et smykke er af mærket Pilgrim, et andet af Dyrberg/Kern. Måske har nogen forsøgt at sælge dem”, skriver Nordjyllands Politi på Facebook.

Da det ikke er lykkedes at finde frem til nogle verserende sager om personer, der mangler lige præcis disse smykker, har politiet delt billeder af dem. De billeder kan du se i galleriet over artiklen.

Smykkerne opbevares som hittegods på stationen i Himmerland, og hvis du genkender dem, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS