Helt vildt klodset fest: Ikoniske Aarhus-vartegn bygget i Lego

I de kommende dage samles voksne Lego-entusiaster i Aarhus, og det hele munder ud i en stor udstilling for offentligheden.

Udgivet Opdateret

Jo, voksne bygger også med Lego.

Så er det slået fast, og tror du ikke på det, så er der en god chance for, at du i weekenden kan blive overbevist. I hvert fald, hvis du er i Aarhus.

I anledning af, at det netop er Aarhus, der er en af de såkaldte europæiske hovedstæder i år, så har den danske forening for Lego-entusiaster – Byggepladen hedder den – valgt at årets Klodsfest skal holdes i netop Jyllands “hovedstad”. Det fortæller Glenn Knøsgaard, der er voksen Lego-bygger og med i årets festudvalg, til Newsbreak.dk.

– I ulige år holder vi altid klodsfest vest for Storebælt, og så syntes det helt oplagt at gøre det i kulturhovedstaden, siger han.

For at forstå, hvad pokker det hele egentlig går ud på, er vi nødt til lige at forklare, hvad sådan en klodsfest egentlig går ud på. I år er den noget helt særligt – for de Aarhus-kyndige.

Aarhus i klodsform

For Glenn Knøsgaard, der til daglig arbejder som civilingeniør, og de andre Byggepladen-medlemmer er Klodsfesten årets højdepunkt. Allerede på Kristi Himmelfartsdag – torsdag – er de mange medlemmer mødtes på Godsbanen i det centrale Aarhus. Her holder de torsdag og fredag generalforsamling, men det hele går nu alligevel mest op i klods og knopper.

– Vi sammenligner modeller, vi har lavet i løbet af året, og vi taler om dem. Vigtigst, så samler vi en stor udstilling, der fylder hele “Den Rå Hal”. Her kan interesserede komme og kigge lørdag og søndag. I alt er der 50 forskellige udstillinger – med Lego, siger Glenn til Newsbreak.dk, kort inden det hele går løs.

Som nævnt er der i år noget helt særligt til de Aarhus-kyndige, og på den måde er det jo godt med mindst én i festudvalget fra lokalområdet. Glenn Knøsgaard, der har været medlem af Byggepladen siden 2009, bor i Skovby ikke langt fra kulturhovedstadens epicenter.

– Hvert år har vi en intern konkurrence, som vi skal bedømme i de dage, der er lukket for offentligheden. Temaet er i år er “Byg Aarhus”, så vi regner med en masse Lego-modeller med relation til Aarhus. Jeg har allerede været med til at lave en model af en del af Den Gamle By, som man kan se på udstillingen lørdag og søndag, siger han.

Der vil desuden været ikoniske Aarhus-bygninger udstillet, fordi Byggepladen i julen 2016 fik til opgave et lave et Aarhus-design til Sallings jule-vindue. De bygninger er ikke skilt ad endnu, så en del af dem vil blive udstillet i weekenden.

– Nu er vi jo i Aarhus. Det er både Aros, Banegården og Salling, vi taler om, men der vil også være udstillet en masse andet, der måske ikke har så meget med Aarhus at gøre, siger Knøsgaard.

Nogen ryster på hovedet

Som voksen-bygger, det der i de kredse kaldes AFOL, er det ikke det barnagtige lege-element, der trækker. Det er noget helt andet. Konstruktionen, det gennemførte. Også for Glenn Knøsgaard. Han blev – som de fleste andre – bidt af de firkantede klodser som barn, og oplevede sin Dark Age fra teenage-årene og indtil han selv fik børn. Sådan oplever mange det.

AFOL er i øvrigt en forkortelse for Adult Fan of Lego (voksen Lego-fan, red.), og “Dark Age” dækker over, de år, hvor byggeriet glider i baggrunden og refererer til, at klodserne typisk er gemt væk, hvor det er mørkt.

Glenn Knøsgaard fortæller, at han da er klar over, at det kan lyde lidt specielt at være voksen og nyde at bygge med Lego. Men der er jo stor forskel på, om man leger eller bygger.

– Nogen ryster selvfølgelig på hovedet, som han siger, men for ham er det en hel kunstform. Det viser billederne tilhørende artiklen da også. Der er forskellige måder at bygge med klodserne på, men for Glenn kombinerer han det med sit job.

– Jeg laver typisk en tegning af, hvordan det skal se ud, og så bygger jeg det med klodser bagefter, fortæller han.

Netop i år, hvor Klodsfesten er i Aarhus, har Byggepladen en helt særlig overraskelse i posen til de forventede mange gæster, der kommer og kigger forbi. Medlemmer har nemlig designet et helt særligt samlesæt med relation til Aarhus. Det kan nysgerrige få lov at købe.

Sættet har ikke noget direkte med Lego at gøre – kun at firmaets klodser er brugt – og der er kun produceret 525 nummererede sæt, der forventes udsolgt. Festarrangøren vil ikke overraskende på ingen måde løfte sløret for, hvad det eksklusive sæt forestiller. Kun at det bliver med omkring 700 klodser.

– Jeg kan afsløre, det bliver et sæt med relation til Aarhus. Resten må du forestille dig til, slutter han.

Klodsfest-udstillingen er åben fra 10 til 16 i Den Rå Hal på Godsbanen i Aarhus lørdag og søndag. Det koster 50 kroner for en voksen at komme ind.

Powered by Labrador CMS