Voldsom brand: Nabo kom 82-årig til undsætning
Naboen kom 82-årige Harli til undsætning, da hans køkken stod i flammer
Citathistorie: TV 2 Østjylland
"Hvad fanden skal det til for?"
Sådan tænkte 82-årige Harli Skovfoged, da han søndag aften blev hevet ud af sin lejlighed på Ertebjerg i Tilst.
Det var hans nabo Sarita Poulsen og hendes mand, der havde opdaget, at det brændte. Det gik dog først for alvor op for Harli Skovfoged, da han var kommet ud.
Helt sort af os
- Det var helt sort af os, siger han til TV2 Østjylland, der møder ham mandag formiddag.
- Vi hørte ham råbe, så vi løb ind til ham, fordi vi også kunne se, at der var masser af røg, siger Sarita Poulsen.
Hun og hendes mand var inde og hjælpe Harli Skovfoged ud.
- Det gik så hurtigt, at vi ikke nåede at tænke over det. Vi gjorde det per automatik, siger Sarita Poulsen, som er træt i dag efter en nat uden ret meget søvn.
Svært ved at trække vejret
Det brændte i køkkenet, hvor branden formentlig er startet, men det lykkedes ikke Sarita Poulsen og hendes mand at slukke branden.
Årsagen er Østjyllands Politi fortsat ved at skabe klarhed over.
Harli Skovfoged havde svært ved at få vejret, da han kom ud i det fri, så han blev hentet af en ambulance og kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Udskrevet senere
Han blev dog udskrevet senere på aftenen.
- Jeg har det nogenlunde, men det kniber med at få luft, siger han.
Nogle af lejlighederne skal genopbygges, før de igen er beboelige, mens andre har fået en mindre røgskade, har operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Anders Jensen, oplyst til nyhedsbureauet Ritzau.