Her dækker familiens rejseforsikring ikke

Unge kan ikke med sikkerhed rejse til udlandet i sabbatåret på deres forældres rejseforsikring. Det er ikke alt og alle, den dækker.

Hvis du er en af de mange unge, som efter gymnasietiden rejser til udlandet i sabbatåret, kan du ikke være sikker på, at dine forældres rejseforsikring dækker. Klik videre og læs tre gode råd om rejseforsikring. Foto: Scanpix
Hvis du er en af de mange unge, som efter gymnasietiden rejser til udlandet i sabbatåret, kan du ikke være sikker på, at dine forældres rejseforsikring dækker. Klik videre og læs tre gode råd om rejseforsikring. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Rusen over at være blevet student har efterhånden lagt sig for de fleste nyslåede akademikere. Det betyder også, at der på den anden side venter nye eventyr.

Mange danske unge vælger i den forbindelse at tilbringe nogle måneder i udlandet.

Foruden rejsens omkostninger i sig selv, kan de unge på tur risikere at skulle punge op med endnu mere. Det sker, hvis den unge ikke er dækket ordentlig af en rejseforsikring.

Ingen rejseforsikring

Uanset om de laver frivilligt arbejde, backpacker i Sydamerika eller tager på sprogskole, skal rejseforsikringen på plads.

Sabbatåret kan nemlig blive en dyr fornøjelse, hvis den unge får brug for læge eller laver skade på andre, fortæller Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent ved Forsikringsoplysningen under Forsikring & Pension.

– Nogle unge er underforsikret, mens andre ikke engang tænker på rejseforsikring – eller forsikring generelt, siger hun.

Hjemmeboende unge

Hvis man som ung har planer om at bruge sine forældres rejseforsikring i sabbatåret, skal man også træde varsomt, for det er ikke alle unge, der kan blive dækket af forældrenes rejseforsikring.

Er du hjemmeboende, er der dog en stor chance for, at du er dækket.

– Hvis man bor hjemme, vil man som hovedregel være dækket af forældrenes rejseforsikring, siger fortæller Anja Lintrup Sørensen.

Udeboende unge

Hvis den unge er udeboende, skal man kigge på alderen.

Nogle rejseforsikringer gælder nemlig udeboende børn indtil 21 år, mens andre kun dækker, til den unge bliver 18.

– Så man skal læse det med småt i forældrenes rejseforsikring, opfordrer Anja Lintrup Sørensen.

Ung i bofællesskab

Hvis den unge er flyttet sammen med andre, vil forældrenes indbo- eller rejseforsikring som udgangspunkt ikke dække. Så tæller bofællesskabet nemlig som en ny husstand.

Artiklen fortsætter efter videoen.

– Kriteriet for, at man hører under forældrenes forsikringer, er, at man bor alene, siger Anja Lintrup Sørensen.

En lang rejse

Vigtig er det også, hvor lang tid rejsen varer, fortæller Pia Nygaard Hein, der er leder på rejsealarmcentralen for Gjensidige, Nykredit Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Familiens rejseforsikring vil nemlig typisk dække en almindelig ferierejse på enten 30, 60 eller 90 dage.

– Så hvis man skal være afsted i et halvt eller et helt år, skal man tænke i forlængelse, selv om man ellers er dækket af familiens forsikringer, siger hun.

Ingen action

Det er heller ikke uden betydning, hvad den unge skal foretage sig på ferien. For det kan igen være afgørende for, om familiens rejseforsikring dækker den unge eller ej.

Familiens rejseforsikring er oftest ikke velegnet til ferie med masser af action eller backpacker-livsstilen.

– Hvis der skal foregå særlige aktiviteter eller farlig sport på rejsen, vil det afvige fra standarddækningen. Så tjek, om familiens forsikring dækker noget som helst ud over ren ferie, siger Anja Lintrup Sørensen.

Powered by Labrador CMS