Her er aftalen der giver minkavlerne erstatning

Efter måneders forhandlinger er et flertal i Folketinget enig om at udbetale kompensation til minkavlere.

I november sidste år blev de danske minkavlere beordret til at aflive deres mink. Mandag har et bredt flertal i Folketinget landet en aftale om kompensation til minkavlerne. (Arkivfoto) Foto: Andrew Kelly/Reuters
Udgivet Opdateret

Det bliver en bekostelig affære for det danske samfund, når der skal udbetales kompensation til de danske minkavlere, der sidste år blev beordret til at aflive deres mink.

Det fremgår af en aftale, som et bredt flertal af Folketingets partier står bag efter et meget langstrakt forhandlingsforløb. Aftalen er indgået mellem Regeringen, Venstre, De Radikale, SF og Liberal Alliance.

Aftalen giver blandt andet minkavlere mulighed for at genoptage deres erhverv, når det nuværende forbud mod hold af mink udløber

Man får et valg

Aftalen, der i alt ventes at koste mellem 15,5 og 18,8 milliarder kroner, indeholder en ordning til de minkavlere, der hellere vil genoplive deres erhverv end modtage en fuld erstatning.

Der er sat omkring 60 millioner kroner af til den dvaleordning.

På forhånd havde Dansk Folkeparti og Konservative ønsket en dvaleordning, men begge partier forlod forhandlingerne i frustration over, at ordningen ikke var større end de 60 millioner kroner.

Forlod forhandlingerne

Det bliver ifølge Dansk Folkeparti og Konservative for svært for minkavlere at genrejse deres forretning, når forbuddet mod hold af mink.

Derfor har de to partier valgt ikke at tilslutte sig aftalen. Det oplyser partiernes hovedforhandlere, Rasmus Jarlov (K) og Hans Kristian Skibby (DF), mandag aften.

– Dybest set er det nik eller lad vær. Vi har ikke mulighed for at flytte ret meget i den aftaletekst, der ligger.

– Vi har fået at vide i går aftes, at der ligger en aftale, der er et bredt flertal for, hvor Dansk Folkeparti blandt andet ikke indgår. Så har vi mulighed for at stille nogle spørgsmål og måske blive lidt klogere på det formelle indhold i teksten.

Ifølge Ritzau forlod Dansk Folkeparti og Konservative forhandlingerne mellem 20.00 og 20.30 mandag aften.

Der går mange år

Først om 10 år vil det være muligt at se, om erstatningen til mink-avlerne er rimelig. Her vil det nemlig være muligt at vurdere, hvordan priserne på mink-pelse har udviklet sig i erstatningsperioden, siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen

– Minksalget i Europa har været nedadgående de senere år. Men det skal jeg hilse at sige, at det ikke har været i Kina. Og det er ikke længe side, at Danmark var en af de stolte nationer på mink-markedet, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Powered by Labrador CMS