Her er de mest gavmilde pant-danskere

Udgivet Opdateret

Når danskerne afleverer deres dåser og flasker i en af Coops butikker, kan de, i stedet for at beholde pengene selv, donere dem til Røde Kors med et enkelt tryk på pantknappen.

Zoomer man ind på danmarkskortet, er der dog stor forskel på, hvor meget folk donerer i landet, skriver metroxpress.

Det viser en opgørelse over antallet af pantdonationer i årets første otte måneder fra Coops fire butikker Kvickly, Brugsen, Irma og Fakta.

Her fremgår det, at københavnerne er tre gange så gavmilde som eksempelvis nordjyderne og vestjyderne.

CSR-konsulent Brian Sønderby Sundstrup, der er ansvarlig for pantknappen hos Coop, er ikke meget for at tegne stereotype billeder af befolkningsgrupper:

»Rundt om i landet lever der forskellige segmenter med forskellige værdier. Det ser vi også på salget af økologiske varer,« siger han til metroxpress.

Mere velgørenhed i hovedstaden

Livsstilsekspert Henrik Byager forklarer de regionale forskelle med, at der generelt set er en større tendens til at ville støtte velgørende formål i nye former i hovedstadsområdet.

»Især mange af de unge har en global agenda og idealisme, som man ikke ser i samme omfang blandt ældre ude i provinsen,« forklarer Henrik Byager.

Han mener dog ikke, at nordjydernes og vestjydernes mindre bidrag betyder, at de er mere nærige.

»De er måske mere omkostningsbevidste og passer på deres penge, hvorfor sådan noget som donation af pant preller mere af på dem,« siger han til metroxpress.

I årets første otte måneder har danskerne trykket mere end 400.000 gange på donationsknappen i Coops butikker, hvilket løber op i knap fire millioner kroner.

BNB

Powered by Labrador CMS