Her er fredagens smittetal

SSI har netop offentliggjort de seneste danske smittetal

Udgivet Opdateret

Det seneste døgn er 40.179 med en PCR-test bekræftet smittet med coronavirus.

Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

2241 af dem har også tidligere fået en positiv PCR-test, og SSI omtaler dem derfor som reinfektioner.

Antallet af indlagte med coronavirus stiger med 40 til i alt 1156.

Det er det højeste antal under epidemien, men det er dog langtfra alle, der er indlagt på grund af coronasmitte. Af dem er lidt over hver fjerde - 272 - indlagt i psykiatrien.

Indlagte stiger

Det er sjette dag i træk, at antallet af indlagte stiger.

Den 30. januar var der 948 indlagt med coronavirus.

Det steg til 1028 dagen efter, og siden er antallet kravlet højere op og ligger altså på 1156 fredag.

Men antallet af intensivpatienter holder sig stabilt og er den seneste måned gradvist faldet.

Den 4. januar var 77 på intensiv, mens tallet fredag ligger på 33 på intensiv. Det er seks flere end torsdag.

13 af dem er så syge, at de har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret.

Der er sket 17 nye dødsfald.

Et dødsfald tæller med i statistikken, hvis man afgår ved døden, inden for 30 dage efter at være testet positive for corona.

Det betyder, at corona ikke nødvendigvis er hovedårsag til dødsfaldet.

BRUG IKKE PCR TEST I ALLE TILFÆLDE

Danskerne bør ikke bruge PCR-test i alle tilfælde. Det skyldes manglende kapacitet på nuværende tidspunkt. Sundhedsminister Magnus Heunicke siger på pressemøde:

- PCR-testen skal bruges, hvis man har symptomer på corona, eller hvis man er nær-kontakt, eller man har fået et positivt svar fra en antigentest. Det betyder omvendt, at man ikke skal bruge PCR, hvis ikke man er i en af de grupper, siger Magnus Heunicke.

Powered by Labrador CMS