Her er julevejret: Gråt, vådt og lidt hvidt

Juleaften bliver grå og våd. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Udgivet Opdateret

Juleaften bliver det lunt og regnfuldt, men i juledagene er der mulighed for sne

Julen begynder med meget mildt, men også regnfuldt vejr. Ifølge DMI bliver det op mod 8 grader den 24. december, og der kommer regn i det meste af landet – det kan dog klare op i løbet af dagen.

– Når danskerne står op den 24., vil det være gråt, regnfyldt og mildt med temperaturer mellem fem og otte grader. Og ethvert håb om en hvid jul kan jeg godt skyde i graven, siger Michael Skelbæk, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, til Fyens.dk.

Den 25. ser ud til at blive noget koldere og meget solrig.

– 1. juledag ser ud til at blive en rigtig flot solskinsdag med koldt vejr omkring frysepunktet med let til frisk vind fra nordvestlig retning. Først på dagen kan der i den sydlige del af landet komme noget sne og slud, siger vagtchefen.

Nætterne mellem de første juledage kan blive ganske kolde med flere graders frost, og både den 26. og 27. december ser der ud til at komme sne og slud over landet.

Powered by Labrador CMS