Her er landets bedste mikrofonbestyrere

Ekstra Bladet uddeler i weekenden Den Gyldne Mikrofon for ottende gang. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Ekstra Bladet kårer på lørdag vinderen af Den Gyldne Mikrofon

Hvem er Danmarks bedste radiovært(er). Det giver Ekstra Bladet et bud på, når avisen på lørdag uddeler prisen Den Gyldne Mikrofon i Pumpehuset i København. Værterne fra ti forskellige radioprogrammer er nomineret af Ekstra Bladets læser, og vinderen bliver også fundet gennem en afstemning på eb.dk. Her kan man også se et videoklip, hvor hver af de nominerede forsøger at overbevise om, hvorfor de skal vinde prisen.

De nominerede kommer fra mange forskellige radiostationer. Det er både de store landsdækkende kanaler, der er repræsenteret, men der er også nominerede fra mindre lokale stationer. En af dem er Radio GO!FM, hvor værterne Allan Würtz og Kristian Roskær fra programmet Go’ Mor’n Aarhus er nomineret. Her er glæden over nomineringen meget stor.

– Nomineringen er i sig selv lidt vildt, da det altså er alle radioprogrammer i landet, der er med i puljen, siger Kristian Roskær.

Han har også et håb om, at prisen denne gang kommer væk fra hovedstaden. Han opfordrer derfor alle de lokale til at stemme på Aarhus´radio.

– Så prisen for en gangs skyld kunne ende her i byen i stedet for altid at gå til de store drenge fra København, siger han.

Blandt de nominerede er blandt andet også Mads Steffensen fra ‘Mads & Monopolet’ på P3, Charlotte Jørgensen, Brian Ebbesen og Kenneth Jonassen fra ‘Morgenministeriet’ på Skala FM, Simon Jul og Jan Elhøj fra ‘Bæltestedet’ på Radio 24/7 og s Hjortshøj fra ‘Badabing Show’ på P4.

Det er ottende gang, at Den Gyldne Mikrofon bliver uddelt.

 

Powered by Labrador CMS