Her er tre julesalmer alle kan synge med på

- Som præst og sangglad er julen superinteressant, for det er helt klart salmernes højtid

Offentliggjort

  • Julen er en tid, hvor salmesang har en særlig plads, men antallet af salmer, vi kender, er faldet gennem generationerne. Morten Skovsted, sognepræst og idémand bag Salmer.dk, bemærker, at vores bedsteforældre kunne mange flere julesalmer end vi kan i dag.
  • Skovsted fremhæver tre julesalmer, som alle kan synge med på: "Glade jul, dejlige jul", "Dejlig er jorden" og "Et barn er født i Betlehem". Disse salmer har formået at holde trit med tiden, fordi sproget i dem stadig er forståeligt for os.
  • Selvom vi måske ikke forstår alle detaljer i salmerne, formidler de en stemning og en historie, der er vigtig for julens traditioner. Balancen mellem det mystiske og det forståelige er ifølge Skovsted det, der gør salmerne magiske og tidløse.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Enhver fugl synger med sit næb. Men det lyder nu engang bedst, hvis alle pipper den samme sang.

Hvis det kniber med at finde fælles taktslag, når det kommer til julens salmesang, er der heldigvis hjælp at hente hos idémand bag Salmer.dk og sognepræst Morten Skovsted.

- Som præst og sangglad er julen superinteressant, for det er helt klart salmernes højtid. Der lever salmesangen i alt fra kirken til skolegården, siger Morten Skovsted, som også er formand for redaktionsudvalget bag "100 salmer", der er et tillæg til salmebogen med udvalgte nyere salmer.

Mængden er skrumpet

Det er hans oplevelse, at mængden af salmer, vi kan, er skrumpet fra generation til generation.

- Vores bedsteforældre kunne 20 julesalmer, og vi kan 3-4.

- Der kommer til gengæld popsange til - en sang som "Last Christmas" har jo salmestatus i dag. Det bliver en del af traditionen, siger han.

Og nu til de tre julesalmer, Morten Skovsted vil mene, at du snildt kan hive frem til juleafslutning i sportsforeningen eller rundt om træet. Her kan vi nemlig allesammen være med.

Det gælder "Glade jul, dejlige jul", "Dejlig er jorden" og "Et barn er født i Betlehem".

Der er faktisk også en fjerde salme, som sognepræst Morten Skovsted vurderer, at de fleste af os kan nikke i takt til. For stort set alle julegudstjenester begynder nemlig med "Det kimer nu til julefest", fortæller han.

Sproget bevæger sig

Og en ret basal grund til, at de har kunnet holde trit med tidens gang, kan findes i teksten:

- Vi kan faktisk forstå, hvad der bliver sagt. Sproget bevæger sig, så det bliver for svært at forstå en del af salmerne, og der skal også være plads til Mariah Carey og George Michael, siger Morten Skovsted og påpeger, at en salme som "Et barn er født i Betlehem" egentlig bare fortæller historien.

Når det er sagt, forstår vi måske ikke helt ned i detaljen, hvad vi synger. Og det er faktisk også en del af magien.

- For 500 år siden prædikede præsten på latin, og så er man jo helt stået af. Men vi gider heller ikke børnepædagogik, så bliver det for småt, hvis man kan forklare og forstå det hele. Så balancen mellem det mystisk uudgrundelige og det forklarlige - that's the sweet spot, påpeger Morten Skovsted.

FAKTA: Julesange i Højskolesangbogen

* "Lovet være du, Jesus Krist".

* "En rose så jeg skyde".

* "Hjerte, løft din glædes vinger".

* "I denne søde juletid".

* "Den yndigste rose er funden".

* "Mit hjerte altid vanker".

* "Det kimer nu til julefest".

* "Et barn er født i Betlehem".

* "Velkommen igen, Guds engle små".

* "Lad det klinge sødt i sky".

* "Julen har englelyd".

* "Kimer, I klokker!".

* "Barn Jesus i en krybbe lå".

* "Julen har bragt velsignet bud".

* "Glade jul".

* "Stille Nacht, heilige Nacht".

* "Silent Night, Holy Night".

* "O come, all ye faithful".

* "Hark! The herald angels sing".

* "Away in a manger".

* "Nu tændes tusind julelys".

* "En stjerne skinner i natt".

* "Happy Xmas (War Is Over)".

* "Lille Messias".

* "Juletræet med sin pynt".

* "Højt fra træets grønne top".

* "Decembernat".

Kilde: www.hojskolesangbogen.dk.

I salmerne skal der være en balance mellem det, vi kan se for os, og det, der er større end os selv, fortæller Morten Skovsted, som står bag den digitale salmesamling Salmer.dk, som han selv beskriver som salmernes Netflix.

Forstår stemningen 

For eksempel når vi i "Glade jul, dejlige jul" synger: "Hid de flyve med Paradis-grønt, hvor de se, hvad for Gud er kønt, lønlig iblandt os de gå".

- Det forstår vi i virkeligheden ikke helt, men vi forstår en stemning. Der daler noget ned over os. Vi forstår, hvad der er på færde, så den har den vigtige balance, forklarer han.

Måske forbinder du "Dejlig er jorden" med begravelser, hvor den også ofte brugt. Men det er egentlig en julesalme, fortæller sognepræsten.

- Salmen har fat i historien om hyrderne og englene på marken. Men også det uudgrundelige, siger han.

Der findes også helt nyskrevne salmer, som rent sprogligt er langt lettere tilgængelige end mange af dem, der har samlet mere støv i salmebogen.
Powered by Labrador CMS