Her kan du droppe mundbind og coronapas

Minister regner med at kunne udfase coronapasset efter sommerferien. Men endelig dato er ikke fastlagt

Udgivet Opdateret

Se mere i galleriet ovenfor

Et flertal af Folketingets partier er natten til tirsdag blevet enige om at påbegynde en udfasning af kravet om at bruge mundbind.

Det oplyser Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, efter aftenens og nattens forhandlinger om en yderligere genåbning af Danmark.

Som en del af aftalen er partierne også blevet enige om at udfase coronapasset.

– Vi kommer til at følge aftalen om udfasning af coronapasset til dørs. Det er ikke rimeligt, at folk skal bruge timevis på at få fornyet coronapasset i tide og utide, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mundbind vil senest blive udfaset i Danmark, når alle over 16 år er blevet tilbudt en coronavaccine.

Det oplyser Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter forhandlingerne.

Ifølge vaccinationskalenderen vil det senest ske i slutningen af august. Vaccinationskalenderen er dog blevet udskudt flere gange.

Fremlægger plan i juni

I Danmark er der i øjeblikket blandt andet krav om at bruge mundbind i offentlig transport, lige som forældre og andre besøgende i dagtilbud over 12 år også skal bære mundbind indendørs.

Mundbind er også påkrævet hos for eksempel frisører, eller hvis man som gæst på en restaurant ikke kan sidde ned.

Kravet om at bruge mundbind i offentlig transport blev første gang indført i august sidste år.

Selve planen for udfasningen af kravet om mundbind vil blive fremlagt i juni. Det fremgår af aftaleteksten om den yderligere genåbning.

Her står der også, at sundhedsmyndighederne fortsat vil kunne komme med anbefalinger om brug af mundbind i særlige situationer.

Få et kort overblik over aftalens hovedpunkter i galleriet ovenfor

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS