Hjælp til danskerne - men de må vente lidt

Akut varmehjælp, som blev aftalt i februar, kommer fortsat først tidligst til august, men checken er større

Varmechecken øges - men danskerne må vente lidt endnu med at få udbetalt checken.
Udgivet Opdateret

Et politisk flertal er enedes om at øge den akutte varmecheck fra 3750 til 6000 kroner. Og knap 100.000 flere husstande kommer med i ordningen. Det vil sige omkring 419.000 hjem i alt.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Den akutte varmehjælp til de danskere, hvis varmeregning er steget markant grundet høje energipriser, lader dog fortsat vente på sig. 

Pengene udbetales nemlig først til august og september, står der i aftalen.

Længe undervejs

Tilbage i februar indgik regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne den første aftale om varmehjælp.

Den blev efterfølgende kritiseret af blå blok. Hjælpen ramte for få, og den kom for sent, selv om den blev kaldt akut, lød kritikken blandt andet på.

Siden den første aftale blev indgået, invaderede Rusland naboen Ukraine, hvilket har fået energipriserne til at stige yderligere.

Grænsen hævet

I den oprindelige aftale blev varmehjælpen givet til husstande med en samlet indkomst på under 550.000 kroner. 

Nu er grænsen sat til 650.000 kroner.

- Udgangspunktet er, at vi har meget høje energipriser. Specielt på gas. Det betyder, at mange danskere har en presset økonomi, siger klima- og energiminister, Dan Jørgensen, (S).

SÅDAN OPFYLDER DU KRAVENE TIL VARMECHECK

Checken er en éngangsydelse målrettet husstande med årlig husstandsindkomst under 550.000 kr.

For at få varmechecken:

- Skal din husstand have en indtægt på under 650.000 kr. (598.000 før AM-bidrag). Før var den på 550.000.

- Skal husstanden være opvarmet med: 

1) Individuelt gasfyr, 

2) Fjernvarme i et område med mere end 65 % gas eller en kombination af gas og el, der giver samme gennemsnitlige prisstigning eller 

3) El-paneler eller varmepumper som primær varmekilde, som oplever en tilsvarende prisstigning.

Kilde: Energistyrelsen
Powered by Labrador CMS