Hjulmand: Jeg blev ti år ældre

Kasper Hjulmand er lettet over Danmarks sene sejrsmål i Thorshavn. Et tidligere mål havde givet mere ro

Under kampen brugte Kasper Hjulmand meget tid på at instruere de danske spillere i at øge tempoet. Han fortalte også flittigt fjerdedommeren, hvad han mente om Færøernes forsøg på at trække tiden.
Under kampen brugte Kasper Hjulmand meget tid på at instruere de danske spillere i at øge tempoet. Han fortalte også flittigt fjerdedommeren, hvad han mente om Færøernes forsøg på at trække tiden.
Udgivet Opdateret

Det var en lang lørdag aften for landstræner Kasper Hjulmand i Thorshavn, da det danske fodboldlandshold vandt 1-0 over Færøerne på et sent mål i VM-kvalifikationskampen.

For selv om kampen som vanligt kun varede 90 minutter plus pause og tillægstid, nåede Kasper Hjulmand at føle sig ti år ældre på sidelinjen, fortæller han på et pressemøde efter kampen.

- Jeg vidste godt, at det ville blive svært. Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive så svært, og jeg blev ti år ældre undervejs, siger Kasper Hjulmand.

Det var Jonas Wind, der lavede det forløsende mål efter 85 minutter.

Det var svært

Indtil da havde Danmark i lange periode haft svært ved at nedbryde det heroisk kæmpende og kompakte færøske forsvar.

- Det var en svær atmosfære at spille i, og vi greb det ikke godt an på banen. Vi prøvede, men vi fik ikke det mål, der kunne have givet os mere ro i spillet.

- Alle, der har spillet fodbold, kender følelsen af, at underdogs spiller på en svær måde, hvor de trækker tiden, sparker langt og går til den i duellerne. Vi fik ikke spillet hurtigt nok, og nogle gange spillede vi for stejlt, siger landstræneren.

Brændte chance

Tidligt i kampen brændte Jacob Bruun Larsen en stor chance, og derfra blev det mere og mere nervøst fra Danmarks side, mener Hjulmand.

- Hvis Jacob Bruun havde scoret på sin kæmpe chance i første halvleg, kunne det være blevet en helt anderledes kamp. Men målet kom ikke, og det blev mere krampagtigt og nervøst.

- Samtidig medførte atmosfæren, at de færøske spillere gav alt inde på banen. De spillede deres livs kamp, og de gjorde det rigtig svært for os, siger Kasper Hjulmand.

Fodboldlandsholdet fortsætter VM-kvalifikationen tirsdag i en topkamp hjemme mod Israel.

- Vi kan ikke bruge noget fra den her kamp mod Israel, siger Hjulmand.

Powered by Labrador CMS