Holger Rune kommer sovende til succes

Holger Rune kan sove op til 13 timer. Det er den bedste måde at genoplade på, siger han under French Open

Udgivet Opdateret

Når disse linjer publiceres søndag morgen, sover Holger Rune med stor sandsynlighed på sit hotelværelse i Paris.

Den danske tennisstjerne, der er klar til ottendedelsfinalen i French Open, er kendt som en af de mest hårdtarbejdende spillere på ATP-touren, men søvn er også en del af hans succesopskrift.

Måtte vækkes

Mor og manager Aneke Rune fortalte under en hviledag, at hun havde været nødt til at vække sin søn klokken 10.30, så han lige kunne nå morgenmaden på hotellet, og Holger Rune bekræfter selv, at han har et godt sovehjerte.

- Jeg sover meget, jeg elsker at sove. Jeg sover formentlig mellem 9 og 13 timer, hvis jeg kan. Det er meget, men jeg kan virkelig godt lide det. Det er den bedste måde, jeg kan genoplade på.

- Musklerne slapper af, alt slapper af, når man sover. Så jeg forsøger at sove, alt hvad jeg kan. Men når jeg er vågen, er jeg fuldstændig vågen, siger Rune med et smil og får de fremmødte journalister til at bryde ud i grin.

Har gode drømme

Tennisdrømmene får også frit spil under de mange timers søvn.

- Nogle gange har jeg gode drømme, hvor jeg står og løfter et trofæ, og så vågner jeg op og tænker, "åh nej, jeg ligger bare her i min seng".

- Men når du så rent faktisk gør drømmen til virkelighed, føles det endnu bedre, fordi du så husker, "det var det, jeg drømte om", fortæller Rune videre.

På banen i fem timer

Han har haft ekstra tid til at hvile under dette års French Open, da han slap for at spille i anden runde på grund af Gaël Monfils' håndledsskade.

Rune har i alt været på banen i lidt under fem timer i de første tre runder. Danskerens modstander i ottendedelsfinalen mandag, Francisco Cerundolo, har tilbragt lidt mere end otte timer på banen i sine kampe.

Holger Rune spillede sig frem til ottendedelsfinalen ved at slå Genaro Alberto Olivieri 3-0 i sæt.
Holger Rune spillede sig frem til ottendedelsfinalen ved at slå Genaro Alberto Olivieri 3-0 i sæt.

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

Powered by Labrador CMS