Hun banker på til noget stort

Michael Mortensen vurderer, at Clara Tauson kan få grand slam-debut til French Open til foråret.

Clara Tauson skal søndag møde Linda Fruhvirtova i Prag. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Når US Open begynder mandag, er det den første grand slam-turnering uden dansk deltagelse, efter at Caroline Wozniacki indstillede karrieren med deltagelsen i Australian Open i januar.

Men allerede i 2021 kan man igen gøre sig forhåbninger om dansk islæt i en af tennissportens fire største turneringer.

Eurosports tennisekspert Michael Mortensen vurderer, at den 17-årige Clara Tauson snart er klar til at bryde igennem til den store scene.

– Jeg tror ikke, at der går forfærdelig lang tid, før vi ser hende i hovedturneringen til en grand slam-turnering.

– Jeg tror, at det er realistisk, at vi ser hende i French Open næste år, måske allerede i Australian Open, siger Michael Mortensen med henvisning til turneringerne i henholdsvis maj/juni og januar.

Tauson fik et perfekt comeback efter den lange coronapause, da hun i sidste uge vandt en ITF-turnering i portugisiske Oeiras. Fra søndag gælder det så en noget større turnering i Prag, som har deltagelse af de spillere, der ikke havde god nok rangering til at deltage i US Open.

I den tjekkiske hovedstad er en del point til verdensranglisten på spil, og bare en sejr i første runde kaster 20 point af sig.

På tærsklen til top-200

I så fald vil Tauson være på tærsklen til en plads blandt verdens 200 bedste. Aktuelt ligger hun nummer 212. 128 spillere deltager i en grand slam-turnering.

Tauson står umiddelbart med gode forudsætninger for en åbningssejr i Prag søndag, når hun møder den 15-årige tjekke Linda Fruhvirtova, der har fået et wildcard til turneringen og ligger nummer 809 på verdensranglisten.

Kommer Tauson sejrrigt ud af det møde, venter italieneren Sara Errani, der har en fortid som nummer fem i verden.

Hos herrerne er det lige nu Mikael Torpegaard, der banker mest på til grand slam-deltagelse med sin placering som nummer 167 i verden, mens 17-årige Holger Rune ligger nummer 821.

– Holger skal lige have hul på bylden og vinde nogle flere kampe mod etablerede spillere, og jeg tror, at forløsningen kommer meget snart.

– Jeg tror også, at det er et spørgsmål om tid, inden vi ser Mikael Torpegaard i hovedturneringen i en grand slam-turnering. 2021 kan blive et meget spændende år for dansk tennis, vurderer Michael Mortensen.

Powered by Labrador CMS