Hurtigfærge forsinket på grund af sygdom

Samsøs nye hurtigfærge mellem Aarhus og Sælvig, der bliver bygget i Kina, skulle søsættes i morgen, men frygt for coronavirus har lukket fabrikken.

Samsøs nye ekspresfærge kan muligvis være længere undervejs på grund af coronavirus i Kina. Foto: Samsø Rederi
Udgivet Opdateret

15. juni 2020 klokken 06.30.

Datoen for den nye hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø er for længst sat. Men nu kan det være, at den dato bliver udskudt. Det skriver TV2 Østjylland.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Årsagen er, at frygten for smitte af den dødbringende coronavirus i Kina, hvor færgen netop nu er ved at blive bygget, har lukket hele projektet ned.

Det oplyser Samsø Rederi til Tv2 Østjylland.

– Færgen skulle være lagt i vandet i Kina i morgen, men de kinesiske myndigheder har lukket produktionen indtil på tirsdag. Og hvis de ikke er gået i gang med arbejdet igen på tirsdag, så bliver jeg helt klart nødt til at rykke den dato, siger færgedirektør hos Samsø Rederi, Carsten Kruse, til Tv2 Østjylland.

Billetterne ér sat til salg

Samsø Rederi har allerede nu sat billetter til de første færgeafgange til salg. Derfor er det en spændt færgedirektør, der venter på nyt fra de kinesiske myndigheder:

– Vi ved endnu ikke, om det kinesiske stat siger, at medarbejderne i Kina skal blive hjemme for at nedbringe risikoen for smittefare, så vi sidder og venter på nyt, siger Carsten Kruse.

Indtil videre har den kinesiske stat lukket for arbejdet af færgen i ti dage, og arbejdet skal altså gå i gang igen på tirsdag. Men indtil videre må Samsø Rederi væbne sig med tålmodighed.

– En ting er, at man lukker ned i ti dage, men det er ikke det samme som, at man kan starte arbejdet op med det samme efter. Hvor mange dage, det betyder i sidste ende, ved vi først, når de går i gang igen, siger færgedirektøren.

Men trods en mulig forsinkelse fra kinesernes side, så mener Carsten Kruse, at lukningen af produktionen er det helt rigtige at gøre.

– Man frygter, at 50.000 mennesker skal samles på en banegård og smitte hinanden med coronavirus. Det er force majure, at de har lukket ned, og det er jo en hændelse, man på ingen måde kunne forudse, siger han.

Powered by Labrador CMS