Hus afspærret og bevogtes: Politiet har gang i mystisk sag

Københavns Vestegns Politi har totalt spærret en villa, der bliver efterforsket for en 'kriminel handling'.

Udgivet Opdateret

Hos Københavns Vestegns Politi har man siden mandag eftermiddag været tilstede på en adresse på Tofteledet i Herlev. Politiet har efterforsket en kriminel handling, men foruden det ved vi ganske lidt.

– Jeg har ingen kommentar til den sag lige nu, siger Brian Munch, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Newsbreak.dk. I stedet henviser han til efterforskningsleder Ole Nielsen, der kommer fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

I løbet af aftenen har folk fra Hjemmeværnet været tilstede nær adressen for at bevogte stedet. Det skyldes, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, at politiet ikke har arbejdet natten over på Tofteledet. Der er en enkelt person anholdt.

Kommandocentral sat op

Københavns Vestegns Politi blev set ankomme til stedet i flere patruljebiler, men allerede i løbet af eftermiddagen ankom en større bil, som vil fungere som en form for kommandocentral, hvor efterforskningsholdet kan arbejde.

Den såkaldte kommandocentral betegnes også som en kmd-vogn. Der er foruden en massiv tilstedeværelse opsat en minestrimmel, som spærrer grunden af totalt.

Det er endnu uvist, hvad der konkret er sket eller hvad politiet foreløbigt er kommet frem til. Newsbreak.dk arbejder på at få en kommentar fra efterforskningslederen Ole Nielsen.

Powered by Labrador CMS