Hus fyldt med børn sat i brand

Brandattentater plager fortsat de svenske asylhjem. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

De uhyggelige brandattentater mod flygtningecentre fortsætter med at plage svenskerne.

Natten til torsdag er det en bygning, der huser uledsagede flygtningebørn, der er blevet overhældt med brændbar væske og forsøgt sat i brand, skriver Aftonbladet.

Ifølge mediet forforsøgte en eller flere gerningsmænd at hælde væsken på indkvarteringsstedet Tjönarp, der ligger nord for byen Höör, inden de satte ild til bygningen.

Kort efter klokken 4.00 ankom redningstjenesten til stedet og fik dog hurtigt slukket branden. Ingen personer kom til skade, skriver Aftonbladet.

De seneste uger er en lang række bygninger, der skulle huse flygtninge, forsøgt sat i brand i Sverige.

De svenske myndigheder har som konsekvens af de kedelige attentater besluttet at hemmeligholde adresserne på fremtidige bygninger og centre, der skal huse de mange flygtninge, der ankommer til nabolandet i disse måneder.

BNB

Powered by Labrador CMS