Husk det nu: I dag vil det larme helt vildt

Det sker én gang om året..

Udgivet Opdateret

Når klokken slår 12.00 i dag, ved du det, hvis ellers du husker, at Store Hyledag falder den første onsdag i maj, hvert år. De første toner lyder klokken 12.00. De samme toner lyder 12.04, og klokken 12.08 lyder den sidste tone, og så er Store Hyledag 2019 forbi.

Det er Beredskabsstyrelsen, der driver og vedligeholder sirenevarslingssystemet, men Beredskabsstyrelsen skriver, at det i sidste ende er politiet, der beslutter at udsende varslerne.

Du kan i artiklen her læse lidt mere om, hvad sirenevarslerne betyder, og er du blandt dem, der bliver ør i hovedet af lyden, kan du glæde dig over, at det ikke længere er sådan, som det var i rigtig, rigtige mange år, hvor sirenerne hylede ugentligt.

Hvad betyder de forskellige hyl?

Beredskabsstyrelsen skriver, at de to første signaler betyder “gå inden døre.” Det er en tone, der stiger hurtigt for så at falde langsomt. Du hører tonen fire gange over 45 sekunder.

Hører du tonen på enhver anden dag end første onsdag i maj klokken 12.00, er det vigtigt, at du gør, som du får besked på. Du skal gå indenfor, du skal tænde for DR eller TV2 for at få information, og du skal undlade at ringe 112 for at spørge ind til, hvad der foregår.

Det tredje signal, der bliver afspillet på Store Hyledag, betyder, “Faren er forbi,” og det er én lang tone, der varer i 45 sekunder. Når den lyder, betyder det groft sagt, at du kan vende tilbage til din hverdag uden frygt.

Dengang det var alvor

Er du typen, der synes, at det er noget træls sådan én gang om året at skulle lægge ører til alt det hyleri, kan du glæde dig over, at systemet blev afprøvet ugentligt fra 1951 til 1993. Siden 1994 har man kun testet sirenerne én gang om året, på store hyledag.

Der er opsat 1078 sirener på bygninger eller master i byområder landet over, hvor der bor mere end 1000 mennesker. Ambitionen var i sin tid, at sirenerne skulle kunne høres af omkring 80% af befolkningen.

 

Powered by Labrador CMS