Hver tredje bilist sænker ikke farten ved skoler

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Omkring 66.000 børn har i disse uger første skoledag. Og selvom busser og reklamesøjler er plastret til med billeder af smilende Mynthe, der er ny i trafikken, er der stadig alt for mange bilister, som ikke sætter farten ned, når de kører forbi en skole.

En ny undersøgelse foretaget af bilsynsvirksomheden Applus Bilsyn viser, at hver tredje bilist kører for hurtigt forbi skoler.

»Det, der nok er mest bemærkelsesværdigt ved undersøgelsens resultat – og som vi i hvert fald var overraskede over, er, at trafikadfærden ved skoler ikke var bedre, end den var. Vi så rigtig mange cyklister, der valgte at cykle over i fodgængeroverfeltet, og så var der en tredjedel af bilisterne, der ikke standsede ved fodgængerfelterne, og derudover også kørte for hurtigt,« siger koncernchef i Applus Bilsyn, Per Noer Kyndal.

Undersøgelsen, der blev besvaret af 2.277 bilister, viser også, at 39 procent af dem har oplevet at andre bilister kører for hurtigt omkring skoler, mens 23 procent har oplevet, at bilister ikke stopper ved fodgængerfeltet. En adfærd, der kan betyde, at de nye skolebørn og trafikanter kommer unødigt galt af sted.

»Der kan jo ske nogle meget farlige situationer, hvor de bløde trafikanter bliver til blødende trafikanter, hvis man ikke passer på. Bilisterne har det største ansvar, for det er ikke dem, der kommer til skade – og det er dem, der er mest trænet i trafikken,« siger han og forklarer, at man som bilist altid bør være ekstra opmærksom i skoleområder.

»Når man nærmer sig en skole, skal man simpelthen tage farten af bilen. For jo langsommere man kører, jo hurtigere kan man også stoppe. Og så være meget agtpågivende. Man skal altså ikke sidde og snakke for meget i mobil lige omkring skolen, men egentlig holde øje med, om der er nogen, der kunne finde på at krydse vejen uden at kigge sig for,« siger han og råder på linje med Rådet for Sikker Trafik til, at forældre til skoleelever træner trafikregler og vejen hen til skolen sammen med barnet inden skolestart.

Powered by Labrador CMS