Hvert fjerde danske hjem mangler dem: Det kan koste menneskeliv

I dag er det fælles nordisk røgalarmdag, hvilket passer fint med, at vi virkelig skal til at brænde nogle levende lys af.

1. december er dagen, hvor man med fordel kan tjekke, om husets røgalarmer virker. Har man dem ikke sat op, kunne man overveje at investere i nogen. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Hver fjerde danske bolig har ikke en røgalarm til trods for, at det ikke er svært at finde gode argumenter for at have dem hængende. Sønderborg Brand & Redning har udsendt en pressemeddelelse i anledning af, at det 1. december er fælles nordisk røgalarmdag.

Det er et udmærket tidspunkt at have en sådan dag på, nu julen lægger op til, at vi gør flittigt brug af levende lys. Men siden så mange danske hjem mangler røgalarmer, vil man hos Sønderborg Brand & Redning gerne slå et slag for den hvide kasse, der kan redde dit liv.

– En røgalarm kan være medvirkende til at man opdager faren i tide, også selvom man sover, siger Pia Hamann som er beredskabsinspektør ved Sønderborg Brand & Redning i pressemeddelelsen.

Hun er ikke ene om at have det sådan. Så sent som natten til 30. november kunne en ældre mand muligvis takke en røgaalarm for, at en større brand blev forhindret. Manden vågnede, ifølge TV2 Østjylland, ved 01.30-tiden, fordi røgalarmen bippede, som den skal, når der er kraftig røg i dens nærheden.

Det kunne være gået galt

Det viste sig, at mandens pillefyr udsendte en del røg, og da brandvæsnet kom frem, havde manden selv fået has på de færste problemer. Brandvæsnet fik slukket de sidste gløder, og indsatsleder Niels Henrik Nielsen, fra Beredskab & Sikkerhed Randers, kunne glæde sig over, at mandens røgalarm havde haft den tilsigtede effekt.

– Det kunne være gået galt, hvis ikke manden var blevet vækket, siger indsatslederen til TV2 Østjylland. Han har en klar opfordring til de, der endnu ikke har en røgalarm hængende:

– Husk nu at få hængt røgalarmer op – og løbende at tjekke dem for at se om de virker. Vi går en tid i møde, hvor mange har tændt julelys og adventskranse, og der er en risiko for, at det går galt. Derfor er det helt afgørende at have røgalarmer, siger han til TV2 Østjylland.

Røgalarmer hjælper

Sønderborg Brand & Redning skriver, at otte mennesker mistede livet i 2016 i forbindelse med brand, mens 52 personer omkom i forbindelse med brande i hele 2016. Ifølge Sønderborg Brand & Redning kunne en del af disse dødsbrande være undgået, hvis flere hbavde en røgalarm installeret i deres hjem.

Der findes således kun røgalarmer i 15% af de hjem, hvori personer er omkommet i en brand.

– Vi har desværre erfaret at mange, især ældre, ikke har røgalarmer i deres lejligheder eller har alarmer, der ikke virker, siger Pia Hamann i pressemeddelelsen. 1. december er der derfor fokus på brandalarmer og på, at de virker.

Newsbreak.dk har før omtalt røgalarmer, hvilket du kan læse mere om i artiklen Røgalarmen kan redde liv – hvis du bruger den rigtigt

Powered by Labrador CMS